Mordtrusler & omsorgsvigt

Her er et ud af mange episoder som viser hvor 'omsorgsfulde' pædagogerne på C.M. Schuberts Minde er:

Det begyndte den dag der var en ny dreng som flyttede ind på samme afdeling som mig. I starten gik det fint, men så fik jeg den fornemmelse at han ikke rigtigt brød sig om piger fordi han talte så grimt til pigerne på afdelingen, men så fik jeg af vide at han havde taget min bedste veninde og smækket hende op imod et skab og taget på hende.
Som dagene gik blev han mere og mere grov, han begyndte specielt at gå efter mig og en anden pige, og de voksne sagde intet, de valgte at ignorer det af en eller anden grund, men hvis vi andre havde sagt bare noget halvt så slemt som hvad han havde sagt, ville vi have fået en eller anden form for straf.
Så en dag hvor vi havde været ude at løbe hele afdelingen kom jeg til at gå ind i ham ved et uheld og så tændte han fuldstændig af og sagde at han ville tæske mig så meget at jeg kunne se om jeg kunne finde mine tænder igen bagefter, og jeg flyttede mig bare hurtigt væk fra ham, og de voksne sagde bare nogle schhh lyde i stedet for at åbne munden og gøre noget. Så blev jeg irriteret og sagde så til de voksne "hvorfor gør i ikke noget ? Er det ikke jeres job at passe på os og få os til at føle tryghed og nærvær sådan som i har skrevet på opslagstavlen?" Og SÅ fik jeg ellers af vide at jeg skulle gå op på mit værelse til jeg havde lært at snakke ordentlig - så trusler er helt i orden, men hvis man stiller spørgsmål hvorvidt de gør deres job ordentligt... så kommer der straf på. Også for mig, jeg skulle vente med at spise til de andre var færdig, prøv lige at forstil dig hvor sulten man er efter at have været ude at dyrke motion.
Nå men det blev kun være og være og der kom flere trusler både til mig og til en anden pige, det blev så slemt til sidst at han sagde at han ville komme ind og slå os ihjel når vi sov, og jeg havde værelse ved siden af ham, jeg begyndte at låse min dør om natten fordi de voksne stadig nægtede at gøre noget, men det blev opdaget og min lås blev taget fra mig.
Jeg sagde så at jeg ville melde ham til politiet fordi han havde truet mig på livet og det var jeg i min gode ret til, men schuberts minde forbød mig det, de tog min rettighed fra mig (og dette er kun én ud af flere gange de har gjort det). Jeg blev også nægtet at ringe til min sagsbehandler, så jeg skulle vente en måned før hun kom for at få af vide hvordan jeg nu havde det.
Da hun kom fortalte jeg hende om drengens trusler og at jeg var bange, men at de voksne gjorde intet ved det. Min sagsbehandler gjorde heller intet ved det, og så var det at jeg indså at jeg blev nød til at stikke af, når de voksne svigtede mig blev jeg jo nød til at passe på mig selv så jeg stak af gang på gang på gang i en kort periode, for at passe på mig selv og for at åbne deres øjne og forhåbentligt få dem til at indse at de havde svigtet.
Så fik jeg det de kalder "fodfølge" som er det vi andre vil kalde for forfølgelse og krænkelse. Der var hele tiden én som skulle kigge på mig, og jeg måtte højest være 1-2 meter væk fra den voksen som var min forfølger. Så fik jeg af vide at jeg skulle over at sove på en anden afdeling, så da jeg kom der over blev jeg placeret i et lille mellemrum mellem gang og kontor, hvor der skulle sove en voksen mand, og en anden skulle være vågen. Den mand som skulle sove der, var kun iført underbukser, og det var virkelig stødene for mig at skulle se på, men det var de ligeglade med.
Så næste dag kom der en voksen og sagde at jeg skulle parke mit arbejdstøj fordi jeg ville blive sendt på kløvhøj (en ødegård schuberts minde har, langt væk fra alt civilisation).

Jeg skriver i en ny artikkel om hvordan det var der, men kan kort tilføje at det bestemt ikke var noget for børn.