De voksne sagde at jeg skulle pakke mit arbejdstøj fordi de sendte mig ud på deres ødegård.
Jeg kom så derud og det første jeg hørte var "sæt dig på den stol der over", og så sagde de at jeg og en anden pige var de eneste derude, og de var 6 voksne og de var ikke bange for at tage fat i os hvis vi prøvede på at stikke af. Så sagde hun at de skulle passe på fordi jeg var lige som en slange der drypper gift i øerne på dem hvis jeg fik chancen. Så blev mine ting smidt på bordet foran mig og mit sengetøj blev flået af dyne og pude og blev mærket igennem, og sådan blev mit tøj også, så tog de min bog fra mig og de øreringe jeg havde fået i konfirmationsgave af min mormor blev også taget fra mig. Så fik jeg af vide at den anden pige som var derude var der fordi hun prøvede på at begå selvmord, så jeg måtte ingenting have som hun kunne bruge til det.
Så fik jeg af vide at jeg skulle sidde på den stol til der var mad.
nogle timer efter lavede den anden pige mad, og så da hun var færdig og vi skulle spise, begyndte hende den voksne at sige ting som "har du voldtaget den salat? den ser sådan ud" på en virkelig hånende måde. pigen som havde lavet maden blev ked af det, det kunne man se på lang afstand.
Næste dag ringede jeg til min advokat som jeg havde forlangt (det har jeg ret til en gang om dagen) og jeg sagde at jeg var blevet sendt ud på den ødegård og han sagde at det var han og mine forældre ikke blevet informeret om, sådan som de skulle. Han fortalte at mine forældre havde været oppe på schuberts minde på besøgsdagen, men de havde bare sagt at jeg ikke var der, og nægtede at fortælle hvor jeg så var, så mine forældre havde været meget bekymret, men nu vidste HAN i det mindste hvor jeg var. Jeg sagde hvordan de havde behandlet mig og at de nægtede at forlade det rum jeg sad i mens jeg snakkede med ham, og så sagde han at det var ulovligt, og at de SKULLE forlade rummet, og jeg sagde det vider til den voksne, men hun grinede bare hånende og rystede på hovedet.
Næste dag skulle vi ud og arbejde i laden og når jeg siger "vi" mener jeg pigen og mig. Arbejdet bestod af håndværkerarbejde, og der var bl.a. sådan en maskine med en slags sav i som den anden pige blev sat til at stå ved, hvilket jeg ikke forstod at mug af, de voksne havde jo bildt mig ind at pigen forsøger at tage sit eget liv, og så sætter de hende hen til sådan en.
Vi arbejdede i timevis og da i endelig fik "fri", sagde de til pigen at hun skulle bage nogle horn, og de havde bare at være gode for ellers fik hun minuspoint. De havde lavet sådan et mærkeligt program for hende med at hun skulle tjene point ellers ville der blive taget ting fra af hendes "goder".
Imens hun bagte de dér horn som de voksne ville have hende til, ringede jeg igen til min advokat og fortalte ham om det arbejde som vi skulle lave. Så sagde han at det faktisk var ulovligt at lade os stå ved sådan en maskine når vi ikke var uddannet til at bruge den, men de voksne var igen ligeglade.
Da den anden pige var færdig med at bage horn, tog en af de voksne et og smagte på det, så sagde hun at hun aldrig i sit liv havde smagt noget så dårligt, men det hænger ikke rigtigt sammen med at de voksne åd alle hornene og pigen og jeg kunne dele et,rigtig dobbeltmoralsk.
Da vi skulle lave aftensmad skulle jeg skrælle kartofler, og jeg opdagede at de fleste var mugne inden i, så jeg viste en voksen det og så sagde hun bare "skidt med det, dem kan dig og den anden pige bare få". De voksne tager altid mad først på schuberts minde, så der var lige præcis 2 ud af 5 kartofler der ikke var mugne da de var færdige med at skovle til sig. Prøv at forstil jer hvor sulten jeg og den pige var efter en hel dags arbejde og så får man næsten ingenting at spise, det er sådan man gør det på schuberts minde.
Om natten var der igen en mand der skulle se på mens vi sov.
Næste dag da de igen aflyttede min samtale med min advokat, blev jeg senere beskyldt for at skulle have sagt at jeg ville lægge mine hænder på kogepladerne for at komme væk derfra, hvilket jeg ikke sagde, har aldrig gjort skade på mig selv, og vil heller aldrig gøre det, men jeg tror det på en eller anden måde tilfredsstiller dem, når de kan latterlig gøre børnene omkring dem ( det skriver jeg alt om i en anden artikel ). Nå men heldigvis skulle det tages op om jeg fortsat skulle bo på C.M., og jeg skulle skrive ned hvad for ting C.M. havde gjort ved mig, og det hele fyldte alt i alt 7 sidder, men de 'ville ikke printe så meget ud', så jeg skar det ned til 3 sidder.
Der var 7 vigtige mennesker; en dommer, en politiker, en psykolog,den sidste kan jeg ikke huske, så var der 3 folk fra kommunen, og jeg havde min super advokat, mor og mormor ved min side da vi trådte ind. Jeg lagde ikke fingre imellem, og det gjorde min advokat og familie heller ikke. Til sidst läste jeg op hvad jeg havde skrevet og
forklarede at jeg faktisk havde skrevet mere, men at C.M. ikke ville lade mig printe så meget ud, men at jeg sagtens kunne huske det alligevel, så jeg fortalte på livet løs, og til sidst blev vi ( min advokat, familie og jeg ) bedt om at forlade rummet, da de skulle træffe en beslutning.
Så blev vi ført ind i et andet rum, og sad og snakkede der. Min familie havde bedt en journalist om at komme så jeg kunne forklare hvad der sker på C.M., så han kunne bringe budskabet vider, og det gjorde jeg så.
Vi nåede heldigvis at blive færdige med interviewet, da en mand kom og sagde at vi kunne komme tilbage til mødesalen.
Vi fik sat os ned og jeg holdte min mormor i hånden, kan jeg huske. Jeg var virkelig nervøs. Det var knald eller fald.
Så sagde dommeren: " Ja som vi alle ved, har vi nu truffet en beslutning, og vi var ikke helt enige om beslutningen, så det var en 3 imod 4 afstemning." Pause. Der troede jeg at jeg blev sendt tilbage, og jeg tror at mit hjerte sprang et slag over. Han fortsatte: "Der var 3 personer, som ikke syntes at du skulle hjem at bo, men VI andre 4 syntes ikke du skal være på C.M. længere, så du er fri til at tager med din familie hjem".
Mig og min familie så på hinanden og kunne intet sige, så kom der pludselig kun tak ud af munden på os, og glædeståre strømmede ned af kinderne. Så spurgte jeg "jamen kan jeg virkelig tage med mormor og mor hjem nu?" og de sagde ja, og jeg spurgte mindst 4 gange mere på vejen ud af døren, fordi det ikke var til at forstå at jeg bare sådan lige pludselig var fri efter 6 års pinsler.
Så kom jeg til at kigge på min sagsbehandler, hun var helt bleg om næbet, og kunne intet sige. Jeg ville ønske at jeg den dag i dag havde et billede af hende sådan som hun så ud dengang i mødesalen.
Til sidst vil jeg tilføje et stort tak fra hele mit hjerte til min familie for at have støttet mig i salen, men også igennem de 6 års mareidt som vi alle var igennem. Det var ikke kun mig, som led under de omstændigheder som nu var, det var også dem. Det var dem som skulle se mig lide uden rigtigt at kunne gøre noget, jeg kan ikke forstille mig hvordan det er, ikke at kunne hjælpe nogen man elsker som lider, det må virkelig havde været forfærdeligt.
Så vil jeg tilføje et stort tak fra hjertet til min advokat, som ikke gav op med at kæmpe selv om det nogle gange kunne se ganske håbløst ud, det er en stor del din fortjeneste at jeg idag er en fri person, en HEL person, og ikke i de brudstykker som C.M. ville have mig i.
Tusinde tak til jer!
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen