Lærer de unge at blive selvstændige på Schuberts Minde?

Lyder spørgsmålet fra Inge Bryderup i Ringkøbing-Skjern Dagblad.

Et virkelig godt spørgsmål. Jeg kan selvfølgelig kun svare på mine vegne,når jeg siger, at for mig var/ er det rigtigt svært ikke altid at spørge om lov til ting eller f.eks. at gå på arbejde for mig var i starten virkelig underligt. Jeg skulle selv tage ansvar med hensyn til tid, penge og billet til toget. Førhen kunne man jo intet gøre uden at spørge om man havde lov til det, man kunne ikke selv købe sine billetter når man skulle hjem, man fik aldrig chancen for at bevise "det her kan jeg altså godt selv", og det har sat sine spor i mig. Jeg er nu 18 år og bor sammen med min kæreste. Vores dagligdag er helt normal, og det går rigtig godt med arbejde og i hjemmet, dog må jeg mange gange om dagen tage mig selv i at spørge f.eks. "skat må jeg godt tænde for fjernsynet?" eller "skat må jeg gerne tage et bad?". Ja folk sidder sikkert og griner nu og syntes det lyder rigtig barnligt, men det er jo hvad jeg har lært fra Schuberts Minde; ikke at tage ansvar for mig selv, ikke bare at gå i bad efter arbejde uden at spørge først, jeg er så vant til at få 'konsekvenser' på hvis jeg ikke spørger om lov før jeg gør noget som helst.
Også ting som at oplyse min kæreste om hvor jeg er og præcis hvor lang tid er et problem. Det er selvfølgelig blevet bedre, og det går i den rigtige retning, men det er rigtig svært for mig at rive mig løs af de alt for strenge regler som var på Schuberts Minde.

Jeg har også bemærket at jeg nogle gange rigtigt slynger mig om min kæreste, og vil overhovedet ikke give slip, han siger at det virker lidt kvælende nogle gange, men at det bliver bedre. I starten havde jeg slet ikke bemærket det, men han sagde det til mig og jeg kiggede først lidt undrende på ham, og bad ham om at forklare, så sagde han at jeg nogle gange virkelig klamrede mig til ham, jeg ville ikke gå nogle steder hen alene, eller gøre noget alene, og at jeg konstant spurgte om lov eller oplyste ham om hvor jeg gik hen.
Jeg kan egenlig ikke forklare hvorfor jeg netop gør det, men tror det har noget at gøre med de alt for stramme tøjler jeg havde på Schuberts Minde, min kæreste gør det modsatte, han forventer at jeg kan være selvstændig, og så bliver jeg lidt skræmt over sådan pludselig at blive kastet ud i den "virkelige verden" uden for Schuberts Mindes mure, her har man brug for at väre selvstændig, og min kærestes reaktion er helt normal, det er Schuberts Mindes værk der er unormalt, og jeg ville ønske at jeg ikke havde været udsat for det her, for det giver mig dobbelt så meget at kæmpe med i hverdagene end de normale ting.

"Når Schuberts Minde modtager et utilpasset barn, så skiller de barnet ad og bygger det op igen", fortäller Camilla Engelbrecht til Ringköbing-Skjern Dagblad.


Og det kunne ikke siges bedre. De piller en ned stykke for stykke, til man ikke er den person man var. Ja om saa det er ens töjstil, saa bliver det tilpasset pädagogernes konservetive politik.
De sagde at jeg virkede for voksen, at jeg ikke skulle have lov til at styre saa mange ting i mit liv. Derfor har jeg svärt ved at väre selvständig. Jeg har aldrig faaet lov til at gaa til fest sammen med vennerne fra klassen ( selv om det var uden alkohol, selvom jeg paa davärende tidspunkt ikke havde saa meget som SNUST til alkohol), jeg havde ingel mobil, intet internet, vennerne fik jeg naasten aldrig lov til at besöge... ja jeg fik ingen chancer for at tage bare en lille smule vare paa mig selv, ingen chancer for at bevise at jeg godt kunne väre lidt selvständig uden at verden ville gaa under af den grund.

Jeg syntes personligt at det er forkert at lave et menneskes personlighed saa meget om, at man ikke kan kende personen igen bag efter. Det er jo närmest uhyggeligt. Ja, man kan läre de unge meget, og forklare dem at det og det er forkert, men at lave en hel anden person ud af dem, det er jo vanvitigt. Det er det rene hjernevask.
Jeg har gaaet og tänkt over at det var lidt underligt at have en hypnotisör som forstander for et behandlingshjem, men det er nok präcis det man har brug for naar man vil forvandle börn til fremmede.
Min familie kunne ikke genkende mig i det förste halve aar jeg var hjemme.
Det var virkelig skrämmende at faa af vide. De sagde at jeg var helt anderledes paa en eller anden maade, og det var ikke nödvendigvis en god ting. Jeg var meget lukket og sagde ikke saa meget, og var meget nervös for at göre ting forkert.


Nu har jeg fortalt hvordan MIN situation er, og jeg gentager, MIN situation. Ikke Camilla Engelbrechts eller nogen anden som var/er paa Schuberts Minde, og nu kan i saa selv have jeres mening, JEG behöver ikke at rakke ned paa jer af den grund, det er nemlig en rigtig "forfejlet" ting at göre.