Det er en del af behandlingen, siger de, og naar pädagogerne siger noget, saa er det nok saadan, ikke ?
"Du er den mest uläkre person jeg nogensinde har mödt!", skriger min tidligere kontaktperson ( pädagog paa Schuberts Minde ), da hun finder slikparpir i min toilet taske, efter at have gennemrodet den.
"Jeg tager lige en stik-pröve", siger en mandelig pädagog og smiler lumsk mens han gaar hend til min vasketöjs kurv, og tager et par bekidte underbukser op, og snuser til dem. Dette kommer fordi de voksne troede at jeg smed rent undertöj til vask, saa skal man sättes i den situation at en gammel mand snuser til mit undertöj foran mig.
"Ja nu har du badet i 10 minutter, sluk for vandet og kom ud", blev der raabt paa den anden side af badevärelsesdören, som ca. 15 cek. senere blev laast op, og den voksne aabnede dören helt op, saa hvem der nu kom spaserende hend ad gangen, kunne se mig komplet nögen. Hun kiggede paa min krop, og jeg kunne ikke for lov til at däkke mig med et haandkläde för hun havde forklaret mig at jeg altsaa kun maatte väre paa badevärelset i 10 minutter, ellers maatte de hendte mig. Derefter maatte jeg gaa hend ad gangen til mit värelse med et lille haandkläde om mig, fordi jeg ikke kunne faa lov til at tage töj paa först.
"Du er saa ondskabsfuld", var pädagogens kommentar efter at jeg ikke kunne klare at blive mobbet mere i skolen for at väre anderledes. Der var en pige, som havde gjort grin med mine foräldre fordi en ung fra Schuberts Minde havde fortalt en hel masse om mig til hende. Jeg fortalte hende direkte hvilken slange jeg syntes hun var, og at ingen rigtig kunne lide hende fra klassen fordi hun var saa led over for alle, og mobbede dem som hun nu kunne, og jeg sagde at jeg syntes at hun skulle til at faa sig en hobby i stedet for at göre livet surt for alle andre. Dette havde pädagogen overhört da hun kom for at hente mig, og syntes lige hun skulle forklare mig at jeg var ondskabsfuld.
"Du bliver lige som dine foräldre. Du begynder at tage stoffer om nogle aar, saa begynder du at drikke, og du kan intet göre for at ändre det", löd det fra min tidligere kontaktperson, da jeg solt kom hjem fra skole, med et flot 10-tal for en anti alkokol og stoffer fremläggelse jeg havde lavet i skolen.
"Du ligner en luder med de öreringe", sagde min tidligere kontaktperson, da jeg havde taget et par ganske almindelige runde öreringe paa ( jeg har ikke set én eneste ung pige, som ikke har gaaet med saadan nogle öreringe ).
Denne artikkel bliver opdateret saa snart jeg har tid.
Sonntag, 27. Juni 2010
Fastholdelse er da for at beskytte, ikke ?
Jo, en fastholdelse bliver udført for at passe på, og beskytte børn som er til fare for dem selv eller omgivelser. Og jeg syntes personligt at det er en god ting, at der er mennesker som tør at holde folk fra at gøre skade på dem selv eller andre, men jeg syntes det giver alt andet end en tryghedsfornemmelse når denne mulighed misbruges.
Jeg har set en dreng blive kastet ned i grus, og få knæ i ryggen, på en gårdsplads ved et såkaldt sommerhus Schuberts Minde ejer. Jeg sad i en sofa sammen med en anden pige og så hvordan de voksne strømmede ud for at 'hjælpe til' og kigge på. Først troede jeg drengen som var offer for det her havde gjort noget virkelig voldsomt siden han fik DEN 'behandling', men senere da han blev båret ind, blødte han ud af øret og havde ridser over det hele, og humpede rundt pga ryg-og bensmerter, og den anden pige og mig hviskede til hinanden om den anden vidste hvad han havde gjort, og så kom en tredje ung og sagde at han havde prøvet at stikke af.
Mine damer og herre, det er 100 % op til jer, om i syntes at det her er i orden. Der er mange metoder til at forhindre børn og unge i at flygte/stikke af, og MIN personlige holdning til det her er, at det var en ALT for overdreven metode de tog i brug, drengen var ikke til skade for nogen, ikke sig selv, ikke andre.
Jeg kan også komme med et andet eksempel der vedrøre mig selv:
Jeg skulle lave lektier, men kunne ikke få ro til det fordi de voksne mente, at de skulle stå i samme rum og have en sluder for en slader. Jeg spurgte så "undskyld, men kunne i ikke dæmpe jer lidt? Jeg kan nemlig ikke koncentrere mig". De grinede bare og sagde at DE bestemte her, og at det var DERES hus, så jeg kunne selv flytte mig hvis jeg følte mig generet. Så det gjorde jeg så, jeg satte mig ind på mit værelse, og begyndte at lave mine lektier. Kort tid efter kom en anden pædagog og sagde "du må ikke lave lektier på dit værelse, du skal sidde i stuen, det ved du godt". Så fortalte jeg om situationen med de to andre pædagoger, men det var åbenbart alt sammen min skyld, og jeg skulle bare have blevet der selv om jeg ikke kunne koncentrer mig. Nå men så gentog det sig og jeg blev rigtig træt af at ingen respekterede at jeg altså skulle lave lektier, og havde brug for ro, så jeg pakkede mine skole ting sammen og gik igen ned på værelset. Så kom den samme pædagog igen og sagde "nu igen? hvis du ikke selv bliver siddende der oppe i stuen, så bliver vi jo nød til at holde dig". Jeg sagde bare at jeg ikke kunne koncentrer mig i den larm, og det blev ikke nødvändigt for ham at 'holde mig', for jeg havde intet gjort. Så gik han hend imod mig og pustede sig op, og jeg tænkte at det her ikke ender godt for mig, så jeg gik bare tilbage til stuen, og minsanten om ikke de to høns stod der endnu! Okay, tænkte jeg. Jeg prøver igen. Men jeg KUNNE bare ikke, de kaglede op, og så tænkte jeg "nej NU kan det være nok" og gik ned på værelset, og pakkede mine ting ned, og ville bare lave det i frikvarteret næste dag. Så kom den store stærke pædagog igen og pustede sig op. "okay, du ville det jo ikke anderledes". Så tog han fat i mig og ville slæbe mig op i stuen som var jeg en dukke som ikke befandt sig på det rette sted. Jeg greb så fat i dørkarmen og sagde at han skulle slippe fordi det gjorde ondt i min arm. Han gav mig bare et smøret grin og smækkede mig ned på gulvet. Jeg fik et chok for det var jeg ikke forberedt på at han ville gøre, og råbte om han havde tabt hovedet eller hvad. Så kom de to høns og hjalp ham med at holde mig fast og jeg bevægede mig ikke engang, prøvede ikke at komme fri af deres greb, for det ville gøre ondt. Så en halv time efter ca. slap de mig, og spurgte om jeg var klar til at lave lektier, og jeg stilte et modspørgsmål om de var klar til at give mig ro så jeg kunne koncentrer mig, og tilføjede at det var ulovligt at fastholde mig uden grund, så klukkede manden som havde startet det hele og sagde at jeg havde smidt vredt med min blyant i gulvet, men sagen var bare at jeg havde tabt den, da han pludselig greb min arm og hev i mig.
Så kære læsere, i kan SELV have jeres mening om situationen, min behøver jeg vist ikke at forklare.
Jeg har set en dreng blive kastet ned i grus, og få knæ i ryggen, på en gårdsplads ved et såkaldt sommerhus Schuberts Minde ejer. Jeg sad i en sofa sammen med en anden pige og så hvordan de voksne strømmede ud for at 'hjælpe til' og kigge på. Først troede jeg drengen som var offer for det her havde gjort noget virkelig voldsomt siden han fik DEN 'behandling', men senere da han blev båret ind, blødte han ud af øret og havde ridser over det hele, og humpede rundt pga ryg-og bensmerter, og den anden pige og mig hviskede til hinanden om den anden vidste hvad han havde gjort, og så kom en tredje ung og sagde at han havde prøvet at stikke af.
Mine damer og herre, det er 100 % op til jer, om i syntes at det her er i orden. Der er mange metoder til at forhindre børn og unge i at flygte/stikke af, og MIN personlige holdning til det her er, at det var en ALT for overdreven metode de tog i brug, drengen var ikke til skade for nogen, ikke sig selv, ikke andre.
Jeg kan også komme med et andet eksempel der vedrøre mig selv:
Jeg skulle lave lektier, men kunne ikke få ro til det fordi de voksne mente, at de skulle stå i samme rum og have en sluder for en slader. Jeg spurgte så "undskyld, men kunne i ikke dæmpe jer lidt? Jeg kan nemlig ikke koncentrere mig". De grinede bare og sagde at DE bestemte her, og at det var DERES hus, så jeg kunne selv flytte mig hvis jeg følte mig generet. Så det gjorde jeg så, jeg satte mig ind på mit værelse, og begyndte at lave mine lektier. Kort tid efter kom en anden pædagog og sagde "du må ikke lave lektier på dit værelse, du skal sidde i stuen, det ved du godt". Så fortalte jeg om situationen med de to andre pædagoger, men det var åbenbart alt sammen min skyld, og jeg skulle bare have blevet der selv om jeg ikke kunne koncentrer mig. Nå men så gentog det sig og jeg blev rigtig træt af at ingen respekterede at jeg altså skulle lave lektier, og havde brug for ro, så jeg pakkede mine skole ting sammen og gik igen ned på værelset. Så kom den samme pædagog igen og sagde "nu igen? hvis du ikke selv bliver siddende der oppe i stuen, så bliver vi jo nød til at holde dig". Jeg sagde bare at jeg ikke kunne koncentrer mig i den larm, og det blev ikke nødvändigt for ham at 'holde mig', for jeg havde intet gjort. Så gik han hend imod mig og pustede sig op, og jeg tænkte at det her ikke ender godt for mig, så jeg gik bare tilbage til stuen, og minsanten om ikke de to høns stod der endnu! Okay, tænkte jeg. Jeg prøver igen. Men jeg KUNNE bare ikke, de kaglede op, og så tænkte jeg "nej NU kan det være nok" og gik ned på værelset, og pakkede mine ting ned, og ville bare lave det i frikvarteret næste dag. Så kom den store stærke pædagog igen og pustede sig op. "okay, du ville det jo ikke anderledes". Så tog han fat i mig og ville slæbe mig op i stuen som var jeg en dukke som ikke befandt sig på det rette sted. Jeg greb så fat i dørkarmen og sagde at han skulle slippe fordi det gjorde ondt i min arm. Han gav mig bare et smøret grin og smækkede mig ned på gulvet. Jeg fik et chok for det var jeg ikke forberedt på at han ville gøre, og råbte om han havde tabt hovedet eller hvad. Så kom de to høns og hjalp ham med at holde mig fast og jeg bevægede mig ikke engang, prøvede ikke at komme fri af deres greb, for det ville gøre ondt. Så en halv time efter ca. slap de mig, og spurgte om jeg var klar til at lave lektier, og jeg stilte et modspørgsmål om de var klar til at give mig ro så jeg kunne koncentrer mig, og tilføjede at det var ulovligt at fastholde mig uden grund, så klukkede manden som havde startet det hele og sagde at jeg havde smidt vredt med min blyant i gulvet, men sagen var bare at jeg havde tabt den, da han pludselig greb min arm og hev i mig.
Så kære læsere, i kan SELV have jeres mening om situationen, min behøver jeg vist ikke at forklare.
Samstag, 26. Juni 2010
Lærer de unge at blive selvstændige på Schuberts Minde?
Lyder spørgsmålet fra Inge Bryderup i Ringkøbing-Skjern Dagblad.
Et virkelig godt spørgsmål. Jeg kan selvfølgelig kun svare på mine vegne,når jeg siger, at for mig var/ er det rigtigt svært ikke altid at spørge om lov til ting eller f.eks. at gå på arbejde for mig var i starten virkelig underligt. Jeg skulle selv tage ansvar med hensyn til tid, penge og billet til toget. Førhen kunne man jo intet gøre uden at spørge om man havde lov til det, man kunne ikke selv købe sine billetter når man skulle hjem, man fik aldrig chancen for at bevise "det her kan jeg altså godt selv", og det har sat sine spor i mig. Jeg er nu 18 år og bor sammen med min kæreste. Vores dagligdag er helt normal, og det går rigtig godt med arbejde og i hjemmet, dog må jeg mange gange om dagen tage mig selv i at spørge f.eks. "skat må jeg godt tænde for fjernsynet?" eller "skat må jeg gerne tage et bad?". Ja folk sidder sikkert og griner nu og syntes det lyder rigtig barnligt, men det er jo hvad jeg har lært fra Schuberts Minde; ikke at tage ansvar for mig selv, ikke bare at gå i bad efter arbejde uden at spørge først, jeg er så vant til at få 'konsekvenser' på hvis jeg ikke spørger om lov før jeg gør noget som helst.
Også ting som at oplyse min kæreste om hvor jeg er og præcis hvor lang tid er et problem. Det er selvfølgelig blevet bedre, og det går i den rigtige retning, men det er rigtig svært for mig at rive mig løs af de alt for strenge regler som var på Schuberts Minde.
Jeg har også bemærket at jeg nogle gange rigtigt slynger mig om min kæreste, og vil overhovedet ikke give slip, han siger at det virker lidt kvælende nogle gange, men at det bliver bedre. I starten havde jeg slet ikke bemærket det, men han sagde det til mig og jeg kiggede først lidt undrende på ham, og bad ham om at forklare, så sagde han at jeg nogle gange virkelig klamrede mig til ham, jeg ville ikke gå nogle steder hen alene, eller gøre noget alene, og at jeg konstant spurgte om lov eller oplyste ham om hvor jeg gik hen.
Jeg kan egenlig ikke forklare hvorfor jeg netop gør det, men tror det har noget at gøre med de alt for stramme tøjler jeg havde på Schuberts Minde, min kæreste gør det modsatte, han forventer at jeg kan være selvstændig, og så bliver jeg lidt skræmt over sådan pludselig at blive kastet ud i den "virkelige verden" uden for Schuberts Mindes mure, her har man brug for at väre selvstændig, og min kærestes reaktion er helt normal, det er Schuberts Mindes værk der er unormalt, og jeg ville ønske at jeg ikke havde været udsat for det her, for det giver mig dobbelt så meget at kæmpe med i hverdagene end de normale ting.
"Når Schuberts Minde modtager et utilpasset barn, så skiller de barnet ad og bygger det op igen", fortäller Camilla Engelbrecht til Ringköbing-Skjern Dagblad.
Og det kunne ikke siges bedre. De piller en ned stykke for stykke, til man ikke er den person man var. Ja om saa det er ens töjstil, saa bliver det tilpasset pädagogernes konservetive politik.
De sagde at jeg virkede for voksen, at jeg ikke skulle have lov til at styre saa mange ting i mit liv. Derfor har jeg svärt ved at väre selvständig. Jeg har aldrig faaet lov til at gaa til fest sammen med vennerne fra klassen ( selv om det var uden alkohol, selvom jeg paa davärende tidspunkt ikke havde saa meget som SNUST til alkohol), jeg havde ingel mobil, intet internet, vennerne fik jeg naasten aldrig lov til at besöge... ja jeg fik ingen chancer for at tage bare en lille smule vare paa mig selv, ingen chancer for at bevise at jeg godt kunne väre lidt selvständig uden at verden ville gaa under af den grund.
Jeg syntes personligt at det er forkert at lave et menneskes personlighed saa meget om, at man ikke kan kende personen igen bag efter. Det er jo närmest uhyggeligt. Ja, man kan läre de unge meget, og forklare dem at det og det er forkert, men at lave en hel anden person ud af dem, det er jo vanvitigt. Det er det rene hjernevask.
Jeg har gaaet og tänkt over at det var lidt underligt at have en hypnotisör som forstander for et behandlingshjem, men det er nok präcis det man har brug for naar man vil forvandle börn til fremmede.
Min familie kunne ikke genkende mig i det förste halve aar jeg var hjemme.
Det var virkelig skrämmende at faa af vide. De sagde at jeg var helt anderledes paa en eller anden maade, og det var ikke nödvendigvis en god ting. Jeg var meget lukket og sagde ikke saa meget, og var meget nervös for at göre ting forkert.
Nu har jeg fortalt hvordan MIN situation er, og jeg gentager, MIN situation. Ikke Camilla Engelbrechts eller nogen anden som var/er paa Schuberts Minde, og nu kan i saa selv have jeres mening, JEG behöver ikke at rakke ned paa jer af den grund, det er nemlig en rigtig "forfejlet" ting at göre.
Donnerstag, 24. Juni 2010
Fanget uden for civilisation
Dette her er den værste uge i mit liv, det er 'konsekvenserne' af hvad jeg gjorde, som er beskrevet i artiklen 'Mordtrusler og omsorgsvigt'.
De voksne sagde at jeg skulle pakke mit arbejdstøj fordi de sendte mig ud på deres ødegård.
Jeg kom så derud og det første jeg hørte var "sæt dig på den stol der over", og så sagde de at jeg og en anden pige var de eneste derude, og de var 6 voksne og de var ikke bange for at tage fat i os hvis vi prøvede på at stikke af. Så sagde hun at de skulle passe på fordi jeg var lige som en slange der drypper gift i øerne på dem hvis jeg fik chancen. Så blev mine ting smidt på bordet foran mig og mit sengetøj blev flået af dyne og pude og blev mærket igennem, og sådan blev mit tøj også, så tog de min bog fra mig og de øreringe jeg havde fået i konfirmationsgave af min mormor blev også taget fra mig. Så fik jeg af vide at den anden pige som var derude var der fordi hun prøvede på at begå selvmord, så jeg måtte ingenting have som hun kunne bruge til det.
Så fik jeg af vide at jeg skulle sidde på den stol til der var mad.
nogle timer efter lavede den anden pige mad, og så da hun var færdig og vi skulle spise, begyndte hende den voksne at sige ting som "har du voldtaget den salat? den ser sådan ud" på en virkelig hånende måde. pigen som havde lavet maden blev ked af det, det kunne man se på lang afstand.
Næste dag ringede jeg til min advokat som jeg havde forlangt (det har jeg ret til en gang om dagen) og jeg sagde at jeg var blevet sendt ud på den ødegård og han sagde at det var han og mine forældre ikke blevet informeret om, sådan som de skulle. Han fortalte at mine forældre havde været oppe på schuberts minde på besøgsdagen, men de havde bare sagt at jeg ikke var der, og nægtede at fortælle hvor jeg så var, så mine forældre havde været meget bekymret, men nu vidste HAN i det mindste hvor jeg var. Jeg sagde hvordan de havde behandlet mig og at de nægtede at forlade det rum jeg sad i mens jeg snakkede med ham, og så sagde han at det var ulovligt, og at de SKULLE forlade rummet, og jeg sagde det vider til den voksne, men hun grinede bare hånende og rystede på hovedet.
Næste dag skulle vi ud og arbejde i laden og når jeg siger "vi" mener jeg pigen og mig. Arbejdet bestod af håndværkerarbejde, og der var bl.a. sådan en maskine med en slags sav i som den anden pige blev sat til at stå ved, hvilket jeg ikke forstod at mug af, de voksne havde jo bildt mig ind at pigen forsøger at tage sit eget liv, og så sætter de hende hen til sådan en.
Vi arbejdede i timevis og da i endelig fik "fri", sagde de til pigen at hun skulle bage nogle horn, og de havde bare at være gode for ellers fik hun minuspoint. De havde lavet sådan et mærkeligt program for hende med at hun skulle tjene point ellers ville der blive taget ting fra af hendes "goder".
Imens hun bagte de dér horn som de voksne ville have hende til, ringede jeg igen til min advokat og fortalte ham om det arbejde som vi skulle lave. Så sagde han at det faktisk var ulovligt at lade os stå ved sådan en maskine når vi ikke var uddannet til at bruge den, men de voksne var igen ligeglade.
Da den anden pige var færdig med at bage horn, tog en af de voksne et og smagte på det, så sagde hun at hun aldrig i sit liv havde smagt noget så dårligt, men det hænger ikke rigtigt sammen med at de voksne åd alle hornene og pigen og jeg kunne dele et,rigtig dobbeltmoralsk.
Da vi skulle lave aftensmad skulle jeg skrælle kartofler, og jeg opdagede at de fleste var mugne inden i, så jeg viste en voksen det og så sagde hun bare "skidt med det, dem kan dig og den anden pige bare få". De voksne tager altid mad først på schuberts minde, så der var lige præcis 2 ud af 5 kartofler der ikke var mugne da de var færdige med at skovle til sig. Prøv at forstil jer hvor sulten jeg og den pige var efter en hel dags arbejde og så får man næsten ingenting at spise, det er sådan man gør det på schuberts minde.
Om natten var der igen en mand der skulle se på mens vi sov.
Næste dag da de igen aflyttede min samtale med min advokat, blev jeg senere beskyldt for at skulle have sagt at jeg ville lægge mine hænder på kogepladerne for at komme væk derfra, hvilket jeg ikke sagde, har aldrig gjort skade på mig selv, og vil heller aldrig gøre det, men jeg tror det på en eller anden måde tilfredsstiller dem, når de kan latterlig gøre børnene omkring dem ( det skriver jeg alt om i en anden artikel ). Nå men heldigvis skulle det tages op om jeg fortsat skulle bo på C.M., og jeg skulle skrive ned hvad for ting C.M. havde gjort ved mig, og det hele fyldte alt i alt 7 sidder, men de 'ville ikke printe så meget ud', så jeg skar det ned til 3 sidder.
Der var 7 vigtige mennesker; en dommer, en politiker, en psykolog,den sidste kan jeg ikke huske, så var der 3 folk fra kommunen, og jeg havde min super advokat, mor og mormor ved min side da vi trådte ind. Jeg lagde ikke fingre imellem, og det gjorde min advokat og familie heller ikke. Til sidst läste jeg op hvad jeg havde skrevet og
forklarede at jeg faktisk havde skrevet mere, men at C.M. ikke ville lade mig printe så meget ud, men at jeg sagtens kunne huske det alligevel, så jeg fortalte på livet løs, og til sidst blev vi ( min advokat, familie og jeg ) bedt om at forlade rummet, da de skulle træffe en beslutning.
Så blev vi ført ind i et andet rum, og sad og snakkede der. Min familie havde bedt en journalist om at komme så jeg kunne forklare hvad der sker på C.M., så han kunne bringe budskabet vider, og det gjorde jeg så.
Vi nåede heldigvis at blive færdige med interviewet, da en mand kom og sagde at vi kunne komme tilbage til mødesalen.
Vi fik sat os ned og jeg holdte min mormor i hånden, kan jeg huske. Jeg var virkelig nervøs. Det var knald eller fald.
Så sagde dommeren: " Ja som vi alle ved, har vi nu truffet en beslutning, og vi var ikke helt enige om beslutningen, så det var en 3 imod 4 afstemning." Pause. Der troede jeg at jeg blev sendt tilbage, og jeg tror at mit hjerte sprang et slag over. Han fortsatte: "Der var 3 personer, som ikke syntes at du skulle hjem at bo, men VI andre 4 syntes ikke du skal være på C.M. længere, så du er fri til at tager med din familie hjem".
Mig og min familie så på hinanden og kunne intet sige, så kom der pludselig kun tak ud af munden på os, og glædeståre strømmede ned af kinderne. Så spurgte jeg "jamen kan jeg virkelig tage med mormor og mor hjem nu?" og de sagde ja, og jeg spurgte mindst 4 gange mere på vejen ud af døren, fordi det ikke var til at forstå at jeg bare sådan lige pludselig var fri efter 6 års pinsler.
Så kom jeg til at kigge på min sagsbehandler, hun var helt bleg om næbet, og kunne intet sige. Jeg ville ønske at jeg den dag i dag havde et billede af hende sådan som hun så ud dengang i mødesalen.
Til sidst vil jeg tilføje et stort tak fra hele mit hjerte til min familie for at have støttet mig i salen, men også igennem de 6 års mareidt som vi alle var igennem. Det var ikke kun mig, som led under de omstændigheder som nu var, det var også dem. Det var dem som skulle se mig lide uden rigtigt at kunne gøre noget, jeg kan ikke forstille mig hvordan det er, ikke at kunne hjælpe nogen man elsker som lider, det må virkelig havde været forfærdeligt.
Så vil jeg tilføje et stort tak fra hjertet til min advokat, som ikke gav op med at kæmpe selv om det nogle gange kunne se ganske håbløst ud, det er en stor del din fortjeneste at jeg idag er en fri person, en HEL person, og ikke i de brudstykker som C.M. ville have mig i.
Tusinde tak til jer!
De voksne sagde at jeg skulle pakke mit arbejdstøj fordi de sendte mig ud på deres ødegård.
Jeg kom så derud og det første jeg hørte var "sæt dig på den stol der over", og så sagde de at jeg og en anden pige var de eneste derude, og de var 6 voksne og de var ikke bange for at tage fat i os hvis vi prøvede på at stikke af. Så sagde hun at de skulle passe på fordi jeg var lige som en slange der drypper gift i øerne på dem hvis jeg fik chancen. Så blev mine ting smidt på bordet foran mig og mit sengetøj blev flået af dyne og pude og blev mærket igennem, og sådan blev mit tøj også, så tog de min bog fra mig og de øreringe jeg havde fået i konfirmationsgave af min mormor blev også taget fra mig. Så fik jeg af vide at den anden pige som var derude var der fordi hun prøvede på at begå selvmord, så jeg måtte ingenting have som hun kunne bruge til det.
Så fik jeg af vide at jeg skulle sidde på den stol til der var mad.
nogle timer efter lavede den anden pige mad, og så da hun var færdig og vi skulle spise, begyndte hende den voksne at sige ting som "har du voldtaget den salat? den ser sådan ud" på en virkelig hånende måde. pigen som havde lavet maden blev ked af det, det kunne man se på lang afstand.
Næste dag ringede jeg til min advokat som jeg havde forlangt (det har jeg ret til en gang om dagen) og jeg sagde at jeg var blevet sendt ud på den ødegård og han sagde at det var han og mine forældre ikke blevet informeret om, sådan som de skulle. Han fortalte at mine forældre havde været oppe på schuberts minde på besøgsdagen, men de havde bare sagt at jeg ikke var der, og nægtede at fortælle hvor jeg så var, så mine forældre havde været meget bekymret, men nu vidste HAN i det mindste hvor jeg var. Jeg sagde hvordan de havde behandlet mig og at de nægtede at forlade det rum jeg sad i mens jeg snakkede med ham, og så sagde han at det var ulovligt, og at de SKULLE forlade rummet, og jeg sagde det vider til den voksne, men hun grinede bare hånende og rystede på hovedet.
Næste dag skulle vi ud og arbejde i laden og når jeg siger "vi" mener jeg pigen og mig. Arbejdet bestod af håndværkerarbejde, og der var bl.a. sådan en maskine med en slags sav i som den anden pige blev sat til at stå ved, hvilket jeg ikke forstod at mug af, de voksne havde jo bildt mig ind at pigen forsøger at tage sit eget liv, og så sætter de hende hen til sådan en.
Vi arbejdede i timevis og da i endelig fik "fri", sagde de til pigen at hun skulle bage nogle horn, og de havde bare at være gode for ellers fik hun minuspoint. De havde lavet sådan et mærkeligt program for hende med at hun skulle tjene point ellers ville der blive taget ting fra af hendes "goder".
Imens hun bagte de dér horn som de voksne ville have hende til, ringede jeg igen til min advokat og fortalte ham om det arbejde som vi skulle lave. Så sagde han at det faktisk var ulovligt at lade os stå ved sådan en maskine når vi ikke var uddannet til at bruge den, men de voksne var igen ligeglade.
Da den anden pige var færdig med at bage horn, tog en af de voksne et og smagte på det, så sagde hun at hun aldrig i sit liv havde smagt noget så dårligt, men det hænger ikke rigtigt sammen med at de voksne åd alle hornene og pigen og jeg kunne dele et,rigtig dobbeltmoralsk.
Da vi skulle lave aftensmad skulle jeg skrælle kartofler, og jeg opdagede at de fleste var mugne inden i, så jeg viste en voksen det og så sagde hun bare "skidt med det, dem kan dig og den anden pige bare få". De voksne tager altid mad først på schuberts minde, så der var lige præcis 2 ud af 5 kartofler der ikke var mugne da de var færdige med at skovle til sig. Prøv at forstil jer hvor sulten jeg og den pige var efter en hel dags arbejde og så får man næsten ingenting at spise, det er sådan man gør det på schuberts minde.
Om natten var der igen en mand der skulle se på mens vi sov.
Næste dag da de igen aflyttede min samtale med min advokat, blev jeg senere beskyldt for at skulle have sagt at jeg ville lægge mine hænder på kogepladerne for at komme væk derfra, hvilket jeg ikke sagde, har aldrig gjort skade på mig selv, og vil heller aldrig gøre det, men jeg tror det på en eller anden måde tilfredsstiller dem, når de kan latterlig gøre børnene omkring dem ( det skriver jeg alt om i en anden artikel ). Nå men heldigvis skulle det tages op om jeg fortsat skulle bo på C.M., og jeg skulle skrive ned hvad for ting C.M. havde gjort ved mig, og det hele fyldte alt i alt 7 sidder, men de 'ville ikke printe så meget ud', så jeg skar det ned til 3 sidder.
Der var 7 vigtige mennesker; en dommer, en politiker, en psykolog,den sidste kan jeg ikke huske, så var der 3 folk fra kommunen, og jeg havde min super advokat, mor og mormor ved min side da vi trådte ind. Jeg lagde ikke fingre imellem, og det gjorde min advokat og familie heller ikke. Til sidst läste jeg op hvad jeg havde skrevet og
forklarede at jeg faktisk havde skrevet mere, men at C.M. ikke ville lade mig printe så meget ud, men at jeg sagtens kunne huske det alligevel, så jeg fortalte på livet løs, og til sidst blev vi ( min advokat, familie og jeg ) bedt om at forlade rummet, da de skulle træffe en beslutning.
Så blev vi ført ind i et andet rum, og sad og snakkede der. Min familie havde bedt en journalist om at komme så jeg kunne forklare hvad der sker på C.M., så han kunne bringe budskabet vider, og det gjorde jeg så.
Vi nåede heldigvis at blive færdige med interviewet, da en mand kom og sagde at vi kunne komme tilbage til mødesalen.
Vi fik sat os ned og jeg holdte min mormor i hånden, kan jeg huske. Jeg var virkelig nervøs. Det var knald eller fald.
Så sagde dommeren: " Ja som vi alle ved, har vi nu truffet en beslutning, og vi var ikke helt enige om beslutningen, så det var en 3 imod 4 afstemning." Pause. Der troede jeg at jeg blev sendt tilbage, og jeg tror at mit hjerte sprang et slag over. Han fortsatte: "Der var 3 personer, som ikke syntes at du skulle hjem at bo, men VI andre 4 syntes ikke du skal være på C.M. længere, så du er fri til at tager med din familie hjem".
Mig og min familie så på hinanden og kunne intet sige, så kom der pludselig kun tak ud af munden på os, og glædeståre strømmede ned af kinderne. Så spurgte jeg "jamen kan jeg virkelig tage med mormor og mor hjem nu?" og de sagde ja, og jeg spurgte mindst 4 gange mere på vejen ud af døren, fordi det ikke var til at forstå at jeg bare sådan lige pludselig var fri efter 6 års pinsler.
Så kom jeg til at kigge på min sagsbehandler, hun var helt bleg om næbet, og kunne intet sige. Jeg ville ønske at jeg den dag i dag havde et billede af hende sådan som hun så ud dengang i mødesalen.
Til sidst vil jeg tilføje et stort tak fra hele mit hjerte til min familie for at have støttet mig i salen, men også igennem de 6 års mareidt som vi alle var igennem. Det var ikke kun mig, som led under de omstændigheder som nu var, det var også dem. Det var dem som skulle se mig lide uden rigtigt at kunne gøre noget, jeg kan ikke forstille mig hvordan det er, ikke at kunne hjælpe nogen man elsker som lider, det må virkelig havde været forfærdeligt.
Så vil jeg tilføje et stort tak fra hjertet til min advokat, som ikke gav op med at kæmpe selv om det nogle gange kunne se ganske håbløst ud, det er en stor del din fortjeneste at jeg idag er en fri person, en HEL person, og ikke i de brudstykker som C.M. ville have mig i.
Tusinde tak til jer!
Mordtrusler & omsorgsvigt
Her er et ud af mange episoder som viser hvor 'omsorgsfulde' pædagogerne på C.M. Schuberts Minde er:
Det begyndte den dag der var en ny dreng som flyttede ind på samme afdeling som mig. I starten gik det fint, men så fik jeg den fornemmelse at han ikke rigtigt brød sig om piger fordi han talte så grimt til pigerne på afdelingen, men så fik jeg af vide at han havde taget min bedste veninde og smækket hende op imod et skab og taget på hende.
Som dagene gik blev han mere og mere grov, han begyndte specielt at gå efter mig og en anden pige, og de voksne sagde intet, de valgte at ignorer det af en eller anden grund, men hvis vi andre havde sagt bare noget halvt så slemt som hvad han havde sagt, ville vi have fået en eller anden form for straf.
Så en dag hvor vi havde været ude at løbe hele afdelingen kom jeg til at gå ind i ham ved et uheld og så tændte han fuldstændig af og sagde at han ville tæske mig så meget at jeg kunne se om jeg kunne finde mine tænder igen bagefter, og jeg flyttede mig bare hurtigt væk fra ham, og de voksne sagde bare nogle schhh lyde i stedet for at åbne munden og gøre noget. Så blev jeg irriteret og sagde så til de voksne "hvorfor gør i ikke noget ? Er det ikke jeres job at passe på os og få os til at føle tryghed og nærvær sådan som i har skrevet på opslagstavlen?" Og SÅ fik jeg ellers af vide at jeg skulle gå op på mit værelse til jeg havde lært at snakke ordentlig - så trusler er helt i orden, men hvis man stiller spørgsmål hvorvidt de gør deres job ordentligt... så kommer der straf på. Også for mig, jeg skulle vente med at spise til de andre var færdig, prøv lige at forstil dig hvor sulten man er efter at have været ude at dyrke motion.
Nå men det blev kun være og være og der kom flere trusler både til mig og til en anden pige, det blev så slemt til sidst at han sagde at han ville komme ind og slå os ihjel når vi sov, og jeg havde værelse ved siden af ham, jeg begyndte at låse min dør om natten fordi de voksne stadig nægtede at gøre noget, men det blev opdaget og min lås blev taget fra mig.
Jeg sagde så at jeg ville melde ham til politiet fordi han havde truet mig på livet og det var jeg i min gode ret til, men schuberts minde forbød mig det, de tog min rettighed fra mig (og dette er kun én ud af flere gange de har gjort det). Jeg blev også nægtet at ringe til min sagsbehandler, så jeg skulle vente en måned før hun kom for at få af vide hvordan jeg nu havde det.
Da hun kom fortalte jeg hende om drengens trusler og at jeg var bange, men at de voksne gjorde intet ved det. Min sagsbehandler gjorde heller intet ved det, og så var det at jeg indså at jeg blev nød til at stikke af, når de voksne svigtede mig blev jeg jo nød til at passe på mig selv så jeg stak af gang på gang på gang i en kort periode, for at passe på mig selv og for at åbne deres øjne og forhåbentligt få dem til at indse at de havde svigtet.
Så fik jeg det de kalder "fodfølge" som er det vi andre vil kalde for forfølgelse og krænkelse. Der var hele tiden én som skulle kigge på mig, og jeg måtte højest være 1-2 meter væk fra den voksen som var min forfølger. Så fik jeg af vide at jeg skulle over at sove på en anden afdeling, så da jeg kom der over blev jeg placeret i et lille mellemrum mellem gang og kontor, hvor der skulle sove en voksen mand, og en anden skulle være vågen. Den mand som skulle sove der, var kun iført underbukser, og det var virkelig stødene for mig at skulle se på, men det var de ligeglade med.
Så næste dag kom der en voksen og sagde at jeg skulle parke mit arbejdstøj fordi jeg ville blive sendt på kløvhøj (en ødegård schuberts minde har, langt væk fra alt civilisation).
Jeg skriver i en ny artikkel om hvordan det var der, men kan kort tilføje at det bestemt ikke var noget for børn.
Det begyndte den dag der var en ny dreng som flyttede ind på samme afdeling som mig. I starten gik det fint, men så fik jeg den fornemmelse at han ikke rigtigt brød sig om piger fordi han talte så grimt til pigerne på afdelingen, men så fik jeg af vide at han havde taget min bedste veninde og smækket hende op imod et skab og taget på hende.
Som dagene gik blev han mere og mere grov, han begyndte specielt at gå efter mig og en anden pige, og de voksne sagde intet, de valgte at ignorer det af en eller anden grund, men hvis vi andre havde sagt bare noget halvt så slemt som hvad han havde sagt, ville vi have fået en eller anden form for straf.
Så en dag hvor vi havde været ude at løbe hele afdelingen kom jeg til at gå ind i ham ved et uheld og så tændte han fuldstændig af og sagde at han ville tæske mig så meget at jeg kunne se om jeg kunne finde mine tænder igen bagefter, og jeg flyttede mig bare hurtigt væk fra ham, og de voksne sagde bare nogle schhh lyde i stedet for at åbne munden og gøre noget. Så blev jeg irriteret og sagde så til de voksne "hvorfor gør i ikke noget ? Er det ikke jeres job at passe på os og få os til at føle tryghed og nærvær sådan som i har skrevet på opslagstavlen?" Og SÅ fik jeg ellers af vide at jeg skulle gå op på mit værelse til jeg havde lært at snakke ordentlig - så trusler er helt i orden, men hvis man stiller spørgsmål hvorvidt de gør deres job ordentligt... så kommer der straf på. Også for mig, jeg skulle vente med at spise til de andre var færdig, prøv lige at forstil dig hvor sulten man er efter at have været ude at dyrke motion.
Nå men det blev kun være og være og der kom flere trusler både til mig og til en anden pige, det blev så slemt til sidst at han sagde at han ville komme ind og slå os ihjel når vi sov, og jeg havde værelse ved siden af ham, jeg begyndte at låse min dør om natten fordi de voksne stadig nægtede at gøre noget, men det blev opdaget og min lås blev taget fra mig.
Jeg sagde så at jeg ville melde ham til politiet fordi han havde truet mig på livet og det var jeg i min gode ret til, men schuberts minde forbød mig det, de tog min rettighed fra mig (og dette er kun én ud af flere gange de har gjort det). Jeg blev også nægtet at ringe til min sagsbehandler, så jeg skulle vente en måned før hun kom for at få af vide hvordan jeg nu havde det.
Da hun kom fortalte jeg hende om drengens trusler og at jeg var bange, men at de voksne gjorde intet ved det. Min sagsbehandler gjorde heller intet ved det, og så var det at jeg indså at jeg blev nød til at stikke af, når de voksne svigtede mig blev jeg jo nød til at passe på mig selv så jeg stak af gang på gang på gang i en kort periode, for at passe på mig selv og for at åbne deres øjne og forhåbentligt få dem til at indse at de havde svigtet.
Så fik jeg det de kalder "fodfølge" som er det vi andre vil kalde for forfølgelse og krænkelse. Der var hele tiden én som skulle kigge på mig, og jeg måtte højest være 1-2 meter væk fra den voksen som var min forfølger. Så fik jeg af vide at jeg skulle over at sove på en anden afdeling, så da jeg kom der over blev jeg placeret i et lille mellemrum mellem gang og kontor, hvor der skulle sove en voksen mand, og en anden skulle være vågen. Den mand som skulle sove der, var kun iført underbukser, og det var virkelig stødene for mig at skulle se på, men det var de ligeglade med.
Så næste dag kom der en voksen og sagde at jeg skulle parke mit arbejdstøj fordi jeg ville blive sendt på kløvhøj (en ødegård schuberts minde har, langt væk fra alt civilisation).
Jeg skriver i en ny artikkel om hvordan det var der, men kan kort tilføje at det bestemt ikke var noget for børn.
Mittwoch, 23. Juni 2010
Velkommen til osteklokken!
Ja, det starte ens for alle; første gang vi træder over dørtærskelen til Schuberts Minde, er det første man ser den smukke natur. Der er heste og ridebane, fodboldbane, stor have osv. og det første min familie og jeg tænkte var, at det her sted var fantastisk. De voksne smilede helt op til begge øre og var meget venlige da de viste os rundt på den store grund. Til slut kom vi til det værelse hvor jeg skulle installeres. Så kom tiden hvor mine forældre skulle gå og jeg skulle blive. Som i nok kan forstille jer så er det rigtig hårdt at flytte til et andet sted og skulle til at lære andre mennesker at kende, og man kan godt blive lidt nervøs når ens familie går og man for første gang skal være alene der sammen med alle de fremmede mennesker. MEN havde jeg vidst hvad der ville ske når min familie havde forladt den hvide bygning, ja så havde jeg aldrig givet slip på min mors hånd, aldrig. Den lille 11 årig pige som jeg var den gang, stod foran de værste 6 år i hendes liv, og hun havde ingen anelse.
Så blev jeg bedt med en hård tone om at pakke alle mine ting ud på sengen, så de kunne se hvad jeg havde. Jeg kunne ikke forstå hvorfor det var nødvendigt at snakke sådan til mig, og troede først at jeg havde gjort noget forkert så jeg spurgte lige ud om det var tilfældet, og fik så svaret 'nej vi kan bare ikke bruge hele dagen på dig, og du kunne jo ikke finde ud af at sige farvel hurtigt så vi kunne komme igang'. Jeg kan huske at jeg fik sådan et stik i maven af hjemve, at jeg næsten var ved at græde, men jeg holdte det tilbage, for den sure dame så i forvejen misfornøjet ud.
Nå men "vi" fik sutteret mine ting ( når jeg siger 'vi' menere jeg 'de', for de havde ingen interesse i hvad jeg gerne ville beholde, det blev bare høvlet til side, legetøj, tøj osv. alt de ikke fandt 'passende' ). Til sidst havde jeg kun en Tarzan plakat, 2 bøger, en bamse og mine barbie dukker. Det meste af mit tøj blev høvlet til side, selv om jeg ikke går i huldet tøj, hængerøvsbukser osv., de brød sig bare ikke om min og min mors tøjsmag, så de skulle nok købe noget 'passende' tøj til mig ( for mine penge selvfølgelig).
Nå, men efter en 'passende' suttering af mit tøj og ting, fik jeg reglerne af vide :
1: Rygning forbudt
2: Tænk på hinanden som søskende, ingen kærlighed er lovlig her
3: Brug af bandeord forbudt for børnene
4: Ingen negative kommentarer om stedet offentlig
5: Påklædnings regler:
- Ingen bar skind
- Ingen hængerøvbukser & baggy jeans
- Ingen høje hæle
- Ingen punk/emo stil
- Ingen hættetrøjer
- Ikke for mørkt tøj
- Intet tøj som ikke falder i kontaktpersonens smag
- Ikke shorts der er kortere end til midt imellem knæet og livet
- Konservativt undertøj ; ingen blonder, ingen g-streng, ingen push up bh, ingen for tynd bh osv. ( alt i alt det som pædagogerne ikke selv kan bære )
- Alt i alt en blanding af en munkedragt og noget konservativt
6: Make up regler:
- Med make up er det meget forskelligt hvad reglerne er.
f.eks. Jeg fik lov til at gå med en smule mascara fra jeg var 16, mens en anden pige fik lov til at gå med alt det make up hun ville fra hun var 13
7: Ingen piercinger / tattoos
8: Intet sort farvet hår til pigerne, og heller ikke for lyst
9: Intet internet på værelset
10: Ingen mobil
11: Ingen kommer for sent til en aftale - heller ikke selv om der sker et eller andet der forhindre det, så kommer der nemlig 'konsekvenser' på.
12: At cykle alene uden et såkaldt cykelkørekort er ulovligt
13: Ingen aktivitet forpasses
14: En skade som man ikke har lægeerklæring på, gælder ikke
15: Overskrider man tiden på løbeturen ( også med et par sekunder ), så skal man derefter gå 10,6 km, og så er det lige meget om man har lektier man mangler at lave
16: Aktiviteter i første række, pligter i anden og skole/uddannelse i sidste
17: Børn og unge på Schuberts Minde må ikke politianmelde trusler bl.a. mordtrusler
18: Ingen bikini i svømmehallen - KUN badedragt og kun sportsbadedragt
19: Lægebesøg kommer kun på tale når du voksne finder det 'passende'
20: Opkald til sagsbehandlere og advokater finder kun sted når de voksne finder det 'passende' - og de høre hvad der bliver sagt
21: Ret til en privat samtale med familie er for de fleste ikke tilfældet
22: Påtvunget psykologtest er en nødvendighed for alle en gang imellem
23: Ingen slik i hverdagene
24: Køb af frugt i stedet for slik i weekenderne kommer ikke på tale
25: Værelsesdøre må ikke låses af børnene
26: 'Privat' eksistere ikke på C.M. - de har endda ret til at låse døren op til badeværelset når vi er i bad, hvis vi bruger over 10 min. der inde
27: Man kan ikke forbyde de voksne at kommer ind på ens vårelse når man vil have fred
28: Indrettelse af værelser er efter pædagogernes smag
29: Det er i orden at fastholde et barn som ikke er til skade for andre eller sig selv
30: Opkald til familie uden for aftalt tid er ikke lovligt
31: Familie som kommer uden for den faste besøgstid bliver hurtigt sendt væk - også hvis de har noget vigtigt at fortælle
32: Oplysning om hvor familiernes børn befinder sig er ikke en selfølge
33: Sexualundervisning/informationer er ikke noget man beskæftiger sig med på C.M.
34: Når man har fodfølge ( altså når man bliver forfulgt af en voksen 24 timer i døgnet ) er højeste afstand 10-15 cm
35: Under fodfølge må man ikke gå hen til vinduerne for at få frisk luft
36: Besøg hos venner fra skolen er ikke velset, det er bedst man er på C.M.s grund under opsyn
37: ødelæggelse af ting som C.M. ejer bliver erstattet af barnets lommepenge - også selv om det var et uheld
38: De voksne må gerne tage børnenes lommepenge og belønne et andet barn med, hvis det andet barn har gjort noget for det barn hvis lommepenge de tager
39: For meget kontakt dreng og pige imellem bliver set som et forhold og personener for forbud om kontakt uden voksen i rummet
40: Lommepenge på værelset er ikke en mulighed
( og alle de her reger gælder selvfølgelig kun for børn og unge, de voksne kan til hver en tid gøre hvad det passer dem, også ryge børnene op i hovedet, gå med dyb nedskæring, lave bukser, piercing & tattoo og bande så meget de vil )
Så, det var de regler som jeg kan huske p.t. men tilføjer flere med det samme jeg husker dem.
Alt det her bliver man mødt med når man kommer. Man skal huske alt med det samme, for man kan blive straffet på den ene eller den anden måde hvis man laver fejl eller glemmer noget. Ja man kan endda risikere at blive straffet for at have væltet på cyklen hvis man pga det kommer for sent hjem, eller hvis man efter skole tid bliver 5-10 minutter for at snakke med ens venner.
Så blev jeg bedt med en hård tone om at pakke alle mine ting ud på sengen, så de kunne se hvad jeg havde. Jeg kunne ikke forstå hvorfor det var nødvendigt at snakke sådan til mig, og troede først at jeg havde gjort noget forkert så jeg spurgte lige ud om det var tilfældet, og fik så svaret 'nej vi kan bare ikke bruge hele dagen på dig, og du kunne jo ikke finde ud af at sige farvel hurtigt så vi kunne komme igang'. Jeg kan huske at jeg fik sådan et stik i maven af hjemve, at jeg næsten var ved at græde, men jeg holdte det tilbage, for den sure dame så i forvejen misfornøjet ud.
Nå men "vi" fik sutteret mine ting ( når jeg siger 'vi' menere jeg 'de', for de havde ingen interesse i hvad jeg gerne ville beholde, det blev bare høvlet til side, legetøj, tøj osv. alt de ikke fandt 'passende' ). Til sidst havde jeg kun en Tarzan plakat, 2 bøger, en bamse og mine barbie dukker. Det meste af mit tøj blev høvlet til side, selv om jeg ikke går i huldet tøj, hængerøvsbukser osv., de brød sig bare ikke om min og min mors tøjsmag, så de skulle nok købe noget 'passende' tøj til mig ( for mine penge selvfølgelig).
Nå, men efter en 'passende' suttering af mit tøj og ting, fik jeg reglerne af vide :
1: Rygning forbudt
2: Tænk på hinanden som søskende, ingen kærlighed er lovlig her
3: Brug af bandeord forbudt for børnene
4: Ingen negative kommentarer om stedet offentlig
5: Påklædnings regler:
- Ingen bar skind
- Ingen hængerøvbukser & baggy jeans
- Ingen høje hæle
- Ingen punk/emo stil
- Ingen hættetrøjer
- Ikke for mørkt tøj
- Intet tøj som ikke falder i kontaktpersonens smag
- Ikke shorts der er kortere end til midt imellem knæet og livet
- Konservativt undertøj ; ingen blonder, ingen g-streng, ingen push up bh, ingen for tynd bh osv. ( alt i alt det som pædagogerne ikke selv kan bære )
- Alt i alt en blanding af en munkedragt og noget konservativt
6: Make up regler:
- Med make up er det meget forskelligt hvad reglerne er.
f.eks. Jeg fik lov til at gå med en smule mascara fra jeg var 16, mens en anden pige fik lov til at gå med alt det make up hun ville fra hun var 13
7: Ingen piercinger / tattoos
8: Intet sort farvet hår til pigerne, og heller ikke for lyst
9: Intet internet på værelset
10: Ingen mobil
11: Ingen kommer for sent til en aftale - heller ikke selv om der sker et eller andet der forhindre det, så kommer der nemlig 'konsekvenser' på.
12: At cykle alene uden et såkaldt cykelkørekort er ulovligt
13: Ingen aktivitet forpasses
14: En skade som man ikke har lægeerklæring på, gælder ikke
15: Overskrider man tiden på løbeturen ( også med et par sekunder ), så skal man derefter gå 10,6 km, og så er det lige meget om man har lektier man mangler at lave
16: Aktiviteter i første række, pligter i anden og skole/uddannelse i sidste
17: Børn og unge på Schuberts Minde må ikke politianmelde trusler bl.a. mordtrusler
18: Ingen bikini i svømmehallen - KUN badedragt og kun sportsbadedragt
19: Lægebesøg kommer kun på tale når du voksne finder det 'passende'
20: Opkald til sagsbehandlere og advokater finder kun sted når de voksne finder det 'passende' - og de høre hvad der bliver sagt
21: Ret til en privat samtale med familie er for de fleste ikke tilfældet
22: Påtvunget psykologtest er en nødvendighed for alle en gang imellem
23: Ingen slik i hverdagene
24: Køb af frugt i stedet for slik i weekenderne kommer ikke på tale
25: Værelsesdøre må ikke låses af børnene
26: 'Privat' eksistere ikke på C.M. - de har endda ret til at låse døren op til badeværelset når vi er i bad, hvis vi bruger over 10 min. der inde
27: Man kan ikke forbyde de voksne at kommer ind på ens vårelse når man vil have fred
28: Indrettelse af værelser er efter pædagogernes smag
29: Det er i orden at fastholde et barn som ikke er til skade for andre eller sig selv
30: Opkald til familie uden for aftalt tid er ikke lovligt
31: Familie som kommer uden for den faste besøgstid bliver hurtigt sendt væk - også hvis de har noget vigtigt at fortælle
32: Oplysning om hvor familiernes børn befinder sig er ikke en selfølge
33: Sexualundervisning/informationer er ikke noget man beskæftiger sig med på C.M.
34: Når man har fodfølge ( altså når man bliver forfulgt af en voksen 24 timer i døgnet ) er højeste afstand 10-15 cm
35: Under fodfølge må man ikke gå hen til vinduerne for at få frisk luft
36: Besøg hos venner fra skolen er ikke velset, det er bedst man er på C.M.s grund under opsyn
37: ødelæggelse af ting som C.M. ejer bliver erstattet af barnets lommepenge - også selv om det var et uheld
38: De voksne må gerne tage børnenes lommepenge og belønne et andet barn med, hvis det andet barn har gjort noget for det barn hvis lommepenge de tager
39: For meget kontakt dreng og pige imellem bliver set som et forhold og personener for forbud om kontakt uden voksen i rummet
40: Lommepenge på værelset er ikke en mulighed
( og alle de her reger gælder selvfølgelig kun for børn og unge, de voksne kan til hver en tid gøre hvad det passer dem, også ryge børnene op i hovedet, gå med dyb nedskæring, lave bukser, piercing & tattoo og bande så meget de vil )
Så, det var de regler som jeg kan huske p.t. men tilføjer flere med det samme jeg husker dem.
Alt det her bliver man mødt med når man kommer. Man skal huske alt med det samme, for man kan blive straffet på den ene eller den anden måde hvis man laver fejl eller glemmer noget. Ja man kan endda risikere at blive straffet for at have væltet på cyklen hvis man pga det kommer for sent hjem, eller hvis man efter skole tid bliver 5-10 minutter for at snakke med ens venner.
Montag, 21. Juni 2010
Navneændring
Hej alle sammen!
Jeg har valgt at lave en navneændring på min blog, da en veninde sagde, at det nok ville være bedre at finde et dansk navn, da det ikke er sikkert, at alle læsere kan engelsk.
Derfor har jeg nu valgt at kalde min blog 'Sandheden bag de hvide mure', jeg håber at alle er tilfredse med det!
Jeg ønsker alle en fortsat god dag!
Jeg har valgt at lave en navneændring på min blog, da en veninde sagde, at det nok ville være bedre at finde et dansk navn, da det ikke er sikkert, at alle læsere kan engelsk.
Derfor har jeg nu valgt at kalde min blog 'Sandheden bag de hvide mure', jeg håber at alle er tilfredse med det!
Jeg ønsker alle en fortsat god dag!
Sonntag, 20. Juni 2010
Velkommen til Sandheden bag de hvide mure
Kære læser!
Denne side har jeg lavet for at få sandheden frem om hvad der forgår på behandlingshjemmet C.M. Schuberts Minde i Ringkøbing. Som de fleste nok ved, så har der været en udsendelse på dr.1 som hed "kæft, trit og knus", og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke er overrasket over at se hvilken theaterforstilling det er ( en blanding af Schuberts Mindes forstander og diverse pædagoger og medier kan kun blive en stor propaganda løjn ). Selvfølgelig er der noget af det som er rigtigt nok, som f.eks. at man kommer på ferie i Norge nogle gange, men alle de "scener" hvor de voksne på C.M. svigter og virkelig går over stregen, er der mærkeligt nok ikke. Nu tænker de fleste nok "ja hun snakker som om hun har forstand", men i modsætning til mange af jer hjemme i stuerne, som har set udsendelsen, er jeg en af de få, som ved hvordan det er bag murene når kameraet er slukket, da jeg har boet på C.M. i 6 år.
Så i modsætning til TV programmet "kæft, trit og knus" giver jeg jer intet theater stykke, nej, jeg tager jer om bag scenen så i kan få et virkeligt indblik i de ting som forgår bag de hvide mure.
God læselyst!
Denne side har jeg lavet for at få sandheden frem om hvad der forgår på behandlingshjemmet C.M. Schuberts Minde i Ringkøbing. Som de fleste nok ved, så har der været en udsendelse på dr.1 som hed "kæft, trit og knus", og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke er overrasket over at se hvilken theaterforstilling det er ( en blanding af Schuberts Mindes forstander og diverse pædagoger og medier kan kun blive en stor propaganda løjn ). Selvfølgelig er der noget af det som er rigtigt nok, som f.eks. at man kommer på ferie i Norge nogle gange, men alle de "scener" hvor de voksne på C.M. svigter og virkelig går over stregen, er der mærkeligt nok ikke. Nu tænker de fleste nok "ja hun snakker som om hun har forstand", men i modsætning til mange af jer hjemme i stuerne, som har set udsendelsen, er jeg en af de få, som ved hvordan det er bag murene når kameraet er slukket, da jeg har boet på C.M. i 6 år.
Så i modsætning til TV programmet "kæft, trit og knus" giver jeg jer intet theater stykke, nej, jeg tager jer om bag scenen så i kan få et virkeligt indblik i de ting som forgår bag de hvide mure.
God læselyst!
Abonnieren
Posts (Atom)