at gøre grin og latterlig gøre børn

Det er en del af behandlingen, siger de, og naar pädagogerne siger noget, saa er det nok saadan, ikke ?

"Du er den mest uläkre person jeg nogensinde har mödt!", skriger min tidligere kontaktperson ( pädagog paa Schuberts Minde ), da hun finder slikparpir i min toilet taske, efter at have gennemrodet den.

"Jeg tager lige en stik-pröve", siger en mandelig pädagog og smiler lumsk mens han gaar hend til min vasketöjs kurv, og tager et par bekidte underbukser op, og snuser til dem. Dette kommer fordi de voksne troede at jeg smed rent undertöj til vask, saa skal man sättes i den situation at en gammel mand snuser til mit undertöj foran mig.

"Ja nu har du badet i 10 minutter, sluk for vandet og kom ud", blev der raabt paa den anden side af badevärelsesdören, som ca. 15 cek. senere blev laast op, og den voksne aabnede dören helt op, saa hvem der nu kom spaserende hend ad gangen, kunne se mig komplet nögen. Hun kiggede paa min krop, og jeg kunne ikke for lov til at däkke mig med et haandkläde för hun havde forklaret mig at jeg altsaa kun maatte väre paa badevärelset i 10 minutter, ellers maatte de hendte mig. Derefter maatte jeg gaa hend ad gangen til mit värelse med et lille haandkläde om mig, fordi jeg ikke kunne faa lov til at tage töj paa först.

"Du er saa ondskabsfuld", var pädagogens kommentar efter at jeg ikke kunne klare at blive mobbet mere i skolen for at väre anderledes. Der var en pige, som havde gjort grin med mine foräldre fordi en ung fra Schuberts Minde havde fortalt en hel masse om mig til hende. Jeg fortalte hende direkte hvilken slange jeg syntes hun var, og at ingen rigtig kunne lide hende fra klassen fordi hun var saa led over for alle, og mobbede dem som hun nu kunne, og jeg sagde at jeg syntes at hun skulle til at faa sig en hobby i stedet for at göre livet surt for alle andre. Dette havde pädagogen overhört da hun kom for at hente mig, og syntes lige hun skulle forklare mig at jeg var ondskabsfuld.

"Du bliver lige som dine foräldre. Du begynder at tage stoffer om nogle aar, saa begynder du at drikke, og du kan intet göre for at ändre det", löd det fra min tidligere kontaktperson, da jeg solt kom hjem fra skole, med et flot 10-tal for en anti alkokol og stoffer fremläggelse jeg havde lavet i skolen.

"Du ligner en luder med de öreringe", sagde min tidligere kontaktperson, da jeg havde taget et par ganske almindelige runde öreringe paa ( jeg har ikke set én eneste ung pige, som ikke har gaaet med saadan nogle öreringe ).

Denne artikkel bliver opdateret saa snart jeg har tid.

Fastholdelse er da for at beskytte, ikke ?

Jo, en fastholdelse bliver udført for at passe på, og beskytte børn som er til fare for dem selv eller omgivelser. Og jeg syntes personligt at det er en god ting, at der er mennesker som tør at holde folk fra at gøre skade på dem selv eller andre, men jeg syntes det giver alt andet end en tryghedsfornemmelse når denne mulighed misbruges.



Jeg har set en dreng blive kastet ned i grus, og få knæ i ryggen, på en gårdsplads ved et såkaldt sommerhus Schuberts Minde ejer. Jeg sad i en sofa sammen med en anden pige og så hvordan de voksne strømmede ud for at 'hjælpe til' og kigge på. Først troede jeg drengen som var offer for det her havde gjort noget virkelig voldsomt siden han fik DEN 'behandling', men senere da han blev båret ind, blødte han ud af øret og havde ridser over det hele, og humpede rundt pga ryg-og bensmerter, og den anden pige og mig hviskede til hinanden om den anden vidste hvad han havde gjort, og så kom en tredje ung og sagde at han havde prøvet at stikke af.
Mine damer og herre, det er 100 % op til jer, om i syntes at det her er i orden. Der er mange metoder til at forhindre børn og unge i at flygte/stikke af, og MIN personlige holdning til det her er, at det var en ALT for overdreven metode de tog i brug, drengen var ikke til skade for nogen, ikke sig selv, ikke andre.

Jeg kan også komme med et andet eksempel der vedrøre mig selv:

Jeg skulle lave lektier, men kunne ikke få ro til det fordi de voksne mente, at de skulle stå i samme rum og have en sluder for en slader. Jeg spurgte så "undskyld, men kunne i ikke dæmpe jer lidt? Jeg kan nemlig ikke koncentrere mig". De grinede bare og sagde at DE bestemte her, og at det var DERES hus, så jeg kunne selv flytte mig hvis jeg følte mig generet. Så det gjorde jeg så, jeg satte mig ind på mit værelse, og begyndte at lave mine lektier. Kort tid efter kom en anden pædagog og sagde "du må ikke lave lektier på dit værelse, du skal sidde i stuen, det ved du godt". Så fortalte jeg om situationen med de to andre pædagoger, men det var åbenbart alt sammen min skyld, og jeg skulle bare have blevet der selv om jeg ikke kunne koncentrer mig. Nå men så gentog det sig og jeg blev rigtig træt af at ingen respekterede at jeg altså skulle lave lektier, og havde brug for ro, så jeg pakkede mine skole ting sammen og gik igen ned på værelset. Så kom den samme pædagog igen og sagde "nu igen? hvis du ikke selv bliver siddende der oppe i stuen, så bliver vi jo nød til at holde dig". Jeg sagde bare at jeg ikke kunne koncentrer mig i den larm, og det blev ikke nødvändigt for ham at 'holde mig', for jeg havde intet gjort. Så gik han hend imod mig og pustede sig op, og jeg tænkte at det her ikke ender godt for mig, så jeg gik bare tilbage til stuen, og minsanten om ikke de to høns stod der endnu! Okay, tænkte jeg. Jeg prøver igen. Men jeg KUNNE bare ikke, de kaglede op, og så tænkte jeg "nej NU kan det være nok" og gik ned på værelset, og pakkede mine ting ned, og ville bare lave det i frikvarteret næste dag. Så kom den store stærke pædagog igen og pustede sig op. "okay, du ville det jo ikke anderledes". Så tog han fat i mig og ville slæbe mig op i stuen som var jeg en dukke som ikke befandt sig på det rette sted. Jeg greb så fat i dørkarmen og sagde at han skulle slippe fordi det gjorde ondt i min arm. Han gav mig bare et smøret grin og smækkede mig ned på gulvet. Jeg fik et chok for det var jeg ikke forberedt på at han ville gøre, og råbte om han havde tabt hovedet eller hvad. Så kom de to høns og hjalp ham med at holde mig fast og jeg bevægede mig ikke engang, prøvede ikke at komme fri af deres greb, for det ville gøre ondt. Så en halv time efter ca. slap de mig, og spurgte om jeg var klar til at lave lektier, og jeg stilte et modspørgsmål om de var klar til at give mig ro så jeg kunne koncentrer mig, og tilføjede at det var ulovligt at fastholde mig uden grund, så klukkede manden som havde startet det hele og sagde at jeg havde smidt vredt med min blyant i gulvet, men sagen var bare at jeg havde tabt den, da han pludselig greb min arm og hev i mig.

Så kære læsere, i kan SELV have jeres mening om situationen, min behøver jeg vist ikke at forklare.

Lærer de unge at blive selvstændige på Schuberts Minde?

Lyder spørgsmålet fra Inge Bryderup i Ringkøbing-Skjern Dagblad.

Et virkelig godt spørgsmål. Jeg kan selvfølgelig kun svare på mine vegne,når jeg siger, at for mig var/ er det rigtigt svært ikke altid at spørge om lov til ting eller f.eks. at gå på arbejde for mig var i starten virkelig underligt. Jeg skulle selv tage ansvar med hensyn til tid, penge og billet til toget. Førhen kunne man jo intet gøre uden at spørge om man havde lov til det, man kunne ikke selv købe sine billetter når man skulle hjem, man fik aldrig chancen for at bevise "det her kan jeg altså godt selv", og det har sat sine spor i mig. Jeg er nu 18 år og bor sammen med min kæreste. Vores dagligdag er helt normal, og det går rigtig godt med arbejde og i hjemmet, dog må jeg mange gange om dagen tage mig selv i at spørge f.eks. "skat må jeg godt tænde for fjernsynet?" eller "skat må jeg gerne tage et bad?". Ja folk sidder sikkert og griner nu og syntes det lyder rigtig barnligt, men det er jo hvad jeg har lært fra Schuberts Minde; ikke at tage ansvar for mig selv, ikke bare at gå i bad efter arbejde uden at spørge først, jeg er så vant til at få 'konsekvenser' på hvis jeg ikke spørger om lov før jeg gør noget som helst.
Også ting som at oplyse min kæreste om hvor jeg er og præcis hvor lang tid er et problem. Det er selvfølgelig blevet bedre, og det går i den rigtige retning, men det er rigtig svært for mig at rive mig løs af de alt for strenge regler som var på Schuberts Minde.

Jeg har også bemærket at jeg nogle gange rigtigt slynger mig om min kæreste, og vil overhovedet ikke give slip, han siger at det virker lidt kvælende nogle gange, men at det bliver bedre. I starten havde jeg slet ikke bemærket det, men han sagde det til mig og jeg kiggede først lidt undrende på ham, og bad ham om at forklare, så sagde han at jeg nogle gange virkelig klamrede mig til ham, jeg ville ikke gå nogle steder hen alene, eller gøre noget alene, og at jeg konstant spurgte om lov eller oplyste ham om hvor jeg gik hen.
Jeg kan egenlig ikke forklare hvorfor jeg netop gør det, men tror det har noget at gøre med de alt for stramme tøjler jeg havde på Schuberts Minde, min kæreste gør det modsatte, han forventer at jeg kan være selvstændig, og så bliver jeg lidt skræmt over sådan pludselig at blive kastet ud i den "virkelige verden" uden for Schuberts Mindes mure, her har man brug for at väre selvstændig, og min kærestes reaktion er helt normal, det er Schuberts Mindes værk der er unormalt, og jeg ville ønske at jeg ikke havde været udsat for det her, for det giver mig dobbelt så meget at kæmpe med i hverdagene end de normale ting.

"Når Schuberts Minde modtager et utilpasset barn, så skiller de barnet ad og bygger det op igen", fortäller Camilla Engelbrecht til Ringköbing-Skjern Dagblad.


Og det kunne ikke siges bedre. De piller en ned stykke for stykke, til man ikke er den person man var. Ja om saa det er ens töjstil, saa bliver det tilpasset pädagogernes konservetive politik.
De sagde at jeg virkede for voksen, at jeg ikke skulle have lov til at styre saa mange ting i mit liv. Derfor har jeg svärt ved at väre selvständig. Jeg har aldrig faaet lov til at gaa til fest sammen med vennerne fra klassen ( selv om det var uden alkohol, selvom jeg paa davärende tidspunkt ikke havde saa meget som SNUST til alkohol), jeg havde ingel mobil, intet internet, vennerne fik jeg naasten aldrig lov til at besöge... ja jeg fik ingen chancer for at tage bare en lille smule vare paa mig selv, ingen chancer for at bevise at jeg godt kunne väre lidt selvständig uden at verden ville gaa under af den grund.

Jeg syntes personligt at det er forkert at lave et menneskes personlighed saa meget om, at man ikke kan kende personen igen bag efter. Det er jo närmest uhyggeligt. Ja, man kan läre de unge meget, og forklare dem at det og det er forkert, men at lave en hel anden person ud af dem, det er jo vanvitigt. Det er det rene hjernevask.
Jeg har gaaet og tänkt over at det var lidt underligt at have en hypnotisör som forstander for et behandlingshjem, men det er nok präcis det man har brug for naar man vil forvandle börn til fremmede.
Min familie kunne ikke genkende mig i det förste halve aar jeg var hjemme.
Det var virkelig skrämmende at faa af vide. De sagde at jeg var helt anderledes paa en eller anden maade, og det var ikke nödvendigvis en god ting. Jeg var meget lukket og sagde ikke saa meget, og var meget nervös for at göre ting forkert.


Nu har jeg fortalt hvordan MIN situation er, og jeg gentager, MIN situation. Ikke Camilla Engelbrechts eller nogen anden som var/er paa Schuberts Minde, og nu kan i saa selv have jeres mening, JEG behöver ikke at rakke ned paa jer af den grund, det er nemlig en rigtig "forfejlet" ting at göre.