I husker sikkert alle teenager årene, skole tiden eller gymnasiet, hvor man forelskede sig. Den kildende fornemmelse i maven der gjorde hverdagen sjovere i mellem lektier og irriterende forældre, den følelse, som fik en til at flyve rundt på en lyserød sky.
Den følelse der fik et smil frem på læberne.
En følelse man for alt i verden ikke vil give væk.
Men på Schuberts Minde er den her følelse forbudt. Der bliver det forventet af dig, at du midt i teenager årene kan kontrollere den her følelse, og skubbe den til side.
Opdager de voksne at du alligevel ikke kan kontrollere den her følelse, eller sågar har noget med den person som du er forelsket i, så falder hammeren, og den falder hårdt.
Her er et eksempel på hvad der skete for mig, da jeg kom sammen med en dreng fra Schuberts Minde;
Jeg havde virkelig angst for hvad der ville ske, jeg havde i forvejen hørt om når folk blev taget i at være forelsket eller komme sammen med en, at der så var kommet rigtig grimme 'konsekvenser' for dem.
Vi holdte kun i hånd og gav hinanden knus, og det kun i smug, for hvem vidste hvad der ville ske hvis vi blev opdaget. Vi havde ingen sex, vi kyssede ikke en gang, det var for os nok med den der boblende fornemmelse i maven, når vi holdte hånd og holdte om hinanden.
Alligevel kom dagen hvor en ung havde sladret og fortalt at vi var sammen. En pædagog kom ned på mit værelse og sagde med sur mine, at jeg skulle sætte mig op i stuen på en stol væk fra de andre, og at jeg ikke måtte tale med nogen.
Jeg spurgte hvorfor, men han sagde bare at jeg skulle bare gøre som jeg fik besked på. Så det gjorde jeg så, men jeg sad og hviskede med en anden pige fra afdelingen, om hvad det kunne være jeg havde gjort, selv om jeg godt nok havde i baghovedet at det nok var det med mit forhold.
Der gik en halv time, så kom min kontaktperson ud fra kontoret og sagde 'kom med'.
Vi gik over på en anden afdeling og jeg blev placeret på en stol på kontoret.
Der sad en voksen overfor mig og den anden stilte sig hen til døren.
'Ja nu venter vi så til [navn] kommer.' Mit hjerte sprang et slag over. Det VAR pga det jeg var blevet slæbt med der over.
Han kom så ind af døren uden nogen anelse om hvad der forgik. Han satte sig ved siden af mig, og så gik det løs.
'så i to er altså kærester' spurgte den ene pædagog. 'i behøver ikke at lyve, vi ved det er sådan det er'. Hun så på mig. 'er du klar over at det er ulovligt at komme sammen med sin bror?' Jeg sagde bare at han ikke var min bror, jeg har nemlig ingen søskende. 'jo [navn] er din bror, ved du at jeg kan melde dig til politiet?' jeg blev lidt nervøs, jeg var jo kun 14 år på det tidspunkt. Så blev det hans tur. 'føj hvor er det dog ulækkert. Tænk at komme sammen med ens søster' sagde hun til ham. Han ignorerede hende bare. Så sagde hun at vi ikke måtte snakke sammen eller være i samme rum, og når vi begge deltog i aktiviteter, så måtte vi ikke være på samme hold, og vi begge fik fodfølge (for dem som ikke ved det, så indebær det at man max har 10 cm mellem en selv og en voksen, man sidder som en bums på den voksne, og skal gå med over alt hvor den person er, man kan ikke sove selv, man har intet privatliv, og jeg personligt følte mig rigtig krænket).
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen