Informationskrig

Nu tænker de fleste nok 'hvad mener hun dog med det', og det skal jeg nok forklare jer. Det er simpelthen den krig i mellem dem som styre Schuberts Minde og os som er utilfredse med dem, våbnet er information.
Denne krig er langt fra færdig, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg aldrig den vil få en ende, ikke før noget dramatisk sker. Det er lige som den ulovlige krig i Afghanistan, den har heller ingen ende selv om det er let at se, at den skulle have været forbi for længst.
Det er udelukkende på grund af de magtsyge politikere osv. som har en bagtanke med det her. Sådan er det også med Schuberts Minde. Folk tror at de åh så rare og uddannede pædagoger, psykologer og hypnotisører som er der virkelig gør det her udelukkende for børnenes skyld, at de virkelig ikke er lige glade med, om de her børn nu har det godt. Dette troede min familie, advokater og jeg også i starten, men sørgeligt nok er der for mange ting der peger i en anden retning, for hvilken person som er ved sine fulde fem, vil ikke sætte spørgsmålstegn ved en leder af et sted med børn, som køre bil med børn på bagsædet, når han har bællet rødvin ? Eller en leder som råber til en ung pige 'hvad fanden bilder du dig ind din møgkælling' ? Giver det et indtryk af at tingene køre som de skal ? Giver dette ingen grund til, at sætte spørgsmålstegn til Schuberts Minde og deres bestyrelse ? Jeg personligt sætter meget stort spørgsmålstegn ved de personer, som har antaget denne mand, som leder af dette sted hvor der er børn.

Nok om det for nu, for som sagt, så er titlen på denne artikel jo 'informationskrig' og jeg havde tænkt mig at sætte nogle link ind her, og smide et par kommentarer.



Uden Schuberts Minde var jeg død

"Schuberts Mindes ofre er forfejlet"

Dette er en artikel, hvor en tidligere beboer fra Schuberts Minde understreger mit spørgsmålstegn til, hvorfor det kun er de folk, som siger, at Schuberts Minde har lært dem så meget, som ikke respektere andre folks meninger,og at det kun er dem som rakker andre folk ned pga. en anden mening.
Men på den anden side kan jeg godt forstå det, de siger jo at de har lært så meget på Schuberts Minde, og på Schuberts Minde er det ikke populært at have en anden mening end pædagogerne, man kan ikke engang have sin egen musiksmag uden at blive rakket ned der, så hvorfor skulle det være anderledes med de børn som mener at have lært så meget af dette sted ?

Og det med at de 'skiller børnene ad'... det siger jo det hele! De skiller dem fuldstændig ad, og ja måske kan nogle børn holde til dette uden at få skader, men der er også dem som er for intelligente, og godt kan se at de vil skille dem ad, og kæmper imod. Hvad med de børn ? Hvem skal samle dem op igen bagefter ? Hvad skal de stille op med de ar, som de har fået på krop og sjæl ? Man kommer ikke igennem uden skader, når man skal kæmpe imod pædagoger, psykologer og hypnotisører som ved præcis hvad ens svagheder er, for ikke at blive 'pillet ned'.

Og en ting til, hun siger at hun ved, at stedet har hjulpet hende, men siger nej tak til efterværn, da hun selv vil bestemme ? Det er da at modsige sig selv.



Dagbladet er ikke en gabestok

"Den tid er forbi, hvor avisen var myndighedernes eller magthavernes talerør."

Nå, nu har Schuberts Minde og andre forsøgt at få lukket for informationerne om dem.
I mine øjne er det og princippet de har med ikke at have nogen kommentar til noget som helst, et bevis på at der er ugler i mosen. Med hvad skal man også kunne augmentere imod sandheden med ?

En helt anden ting er, at jeg er virkelig glad for at se at dagbladet og andre aviser ikke kun er politikernes talerør som de selv har sagt det, og at gå frem at sige det er virkelig noget jeg tager hatten af for.



Schuberts Minde: unge anbragte skal ikke bare kunne sige farvel!

»Det er selvfølgelig et væsentligt indgreb i reglerne om myndighed ved 18-års alderen, hvis lovgivningen skal ændres, men de nuværende regler er problematiske,« mener Lennart Qvist.

Så nu vil de sætte myndighedsalderen op fordi at børn og unge på Schuberts Minde ikke bare skal kunne sige farvel ?

Og det med at det er håbløst, når de unge går ned med flaget 'fordi de ikke er i stand til at træffe de rigtige valg for dem selv', kunne det måske være fordi behandlingen ikke har virket ? kunne det måske være fordi det er pædagogerne, som gør noget forkert ? Nej ikke tale om! Det er udelukkende børnenes skyld, hvis de har det skidt efter opholdet, hvorfor i alverden skulle man dog også sætte spørgsmålstegn ved de uddannede pædagoger ? Det er da så klokkeklart at det er disse unormale unge mennesker som selv er skyld i det.
Det er politik i en nøddeskal, de finder altid en syndebuk. Og det er da også en genial måde at få stoppet, at folk efter alle disse informative avis artikler, sætter spørgsmålstegn ved hvorvidt behandlingsmetoderne på Schuberts Minde er gode, og få skubbet det tilbage på de unge som siger, at stedets metoder ikke er så børnevenlige som de kunne være. Man sige simpelthen at det er deres skyld, så spørgsmålstegnene bliver sat hos dem!



Forstander til rabaldermøde med politiker

»Hvis jeg ikke arbejder her, så gør jeg det et andet sted, hvor man tjener mindst lige så mange penge,« lyder det fra Jørn Birk Nielsen.

Det ovenstående stykke tekst, var en af de ting, som fangede mine øjne i den her arktikel. Igen et bevis på hvor meget jobbet egenlig betyder for forstander Jørn Birk Nielsen. Det er penge penge penge, hele tiden og så igen. "Min jaguar, min speedbåd, mit store stereo anlæg, mine rejser" og så videre.

Og hvor er det dog rart at der er en politiker, som sætter spørgsmålstegn ved Schuberts Minde, og stedets forstander. Det er betryggene, også selv om der ikke sker forbedring, så er det et skridt på vejen.


Bedstefar må ikke se sit barnebarn

»Hvis man vidste, hvor ondt det gør, at vi nu er afskåret fra at kontakte vores barnebarn,« siger en fortvivlet bedstefar.

Dette kender jeg personligt kun alt for godt. Schuberts Mindes afskæring af bedsteforældre uden grund, er rigtig hårdt for både barnebarn og bedsteforældre. Min mormor fik også lige pludselig af vide efter at have sagt, at hun ikke syntes at dette her var det rette sted for mig, at hun ikke måtte komme alene og besøge mig, og jeg måtte ikke besøge hende, selv om vi lige som dette bedsteforældre par, har et rigtigt tæt forhold. Jeg husker kun alt for godt de vintre hvor min mormor, som har dårligt hjerte og ikke går så godt, måtte side ude på fortorvet uden for Schuberts Mindes grund, på hendes gangstativ og vente, da hun ikke måtte komme ind før mine forældre, og hun kom altid et stykke tid før på grund af togtiderne. Til sidst blev det så slemt, at jeg heller ikke måtte komme hjem på weekend den ene gang om måneden som de andre på Schuberts Minde. Og dråben der fik bærret til at flyde over, var da min umenneskelige sagsbehandler kom og fortalte mig kort tid før jul, at jeg hverken måtte komme hjem på min fødselsdag som er i december, eller til jul og nytår. DET var bare for meget. Forestil jer at jeres børn er anbragt på et børnehjem, og i ikke må få dem hjem, og så glæder i jer til jul, nytår og fødselsdag, og så kommer der en og siger at det også bliver taget fra jer. Det er ubeskriveligt hvordan jeg følte mig derefter. Men dette er blot én af de metoder Schuberts Mindes pædagoger, psykologer og hypnotisører bruger, når de skal 'pille et barn ned'.



Pia i choc over jobsamtale på Schuberts Minde

»Jeg er meget overrasket over hans opførsel og stiller store spørgsmålstegn ved hans lederrolle. Der må jo være børn, som lægger under for det her, som ikke kan klare det. Når han ikke respekterer mine grænser, respekterer han så børnenes?«

Dette spørgsmål er let at besvare: nej, han og pædagogerne på Schuberts Minde respektere ikke børnenes grænser, og sådan som forstander Jørn Birk Nielsen behandlede Pia Danielsen, ligger ikke så langt fra hvordan han behandler børn og unge.

At bekæmpe ild med ild

Ja, i hørte rigtigt. Normalt bekæmper man ild med vand, mere ild ville jo bare gøre branden være, ikke sandt? Dette er logisk tænkning for de fleste, men ikke på Schuberts Minde.



Jeg ved at man kan forbedre situationen for folk med angst/forbier, for nogle kan man sågar helt fjerne det, det er alt sammen et spørgsmål om HVORDAN man gør det.
Jeg f.eks. havde det ikke så godt med mørke da jeg var mindre og boede på schuberts minde. Jeg turde ikke at gå ud med skraldespanden når det var mørkt, og jeg sov med lyset tændt som så mange andre børn gør. Men det skulle schuberts minde nok kurere mig for, de sendte mig simpelthen ud i en mørk skov om natten hvor jeg så skulle gå rundt med en person som jeg ikke var tryg ved. Jeg havde sagt at jeg ikke ville gå med fra starten af, men så sagde de at det ville få 'konsekvenser' plus at jeg ikke kunne lave noget indtil at jeg havde overstået det. Da jeg var tilbage igen, var jeg ødelagt. Det havde ikke hjulpet, det havde forværret situationen, nu skulle ikke bare lyset være tændt, nej døren ud til gangen skulle stå åben før jeg kunne sove.
I dag er jeg 18 år og har intet problem med at sove med lyset slukket da min kæreste sover i samme seng som mig, men jeg må indrømme at min frygt for mørke ikke er gået væk, den er stadig rigtig slem, og jeg tror at hvis Schuberts Minde havde ladet være med, at smide mig hovedkuls ud i mit værste mareridt, hvis de bare havde ladet det gå væk som det nu gør når børn bliver ældre, så havde min situation været bedre i dag.



Jeg har også et andet eksempel. Jeg er ikke så vild med at bade i Vesterhavet da jeg har hørt om hvor mange, der har mistet livet der. Jeg havde egenlig intet problem med at bade andre steder, jeg brød mig bare ikke om de store have. Det irriterede schuberts minde, at når de var ude og bade i vesterhavet, at jeg så ikke gik ret langt ud og badede lige som de andre, så de arrangerede en tur til Vesterhavet en dag sidst i october. Der fik jeg bundet et reb om livet og fik af vide at jeg bare skulle smutte længere ud. Jeg sagde at jeg ikke ville, og da slet ikke når de stod og filmede mig. ( begge situationer ville de filme så jeg bagefter kunne se hvor 'latterlig' jeg var [deres egne ord] ). Men så blev en stor mand så bundet fast i den anden ende og begyndte at vade ud i vandet, men hoppede hurtigt tilbage på stranden da vandet var så koldt, at det mærkedes som nåle der blev stukket i benene . Jeg ville også gå ind på stranden igen da mine føder var begyndt at blive følelsesløse, men jeg fik besked på at gå længere ud, før kunne jeg ikke komme ind. Så begyndte jeg alligevel at gå ind imod stranden, mine føder var virkelig så godt som døde, med så randte manden i den anden ende ud i vandet og rykkede mig med ud igen. Jeg blev rykket ud til livet i det iskolde vand, og manden skyndte sig så langt ind på stranden som muligt, og jeg skyndte mig efter ham.
Efter den her situation kunne jeg først ikke mærke mine føder da jeg kom ind på stranden, følelsen kom igen nogle timer efter og jeg kunne igen gå mere eller mindre normalt. I halvanden uge kunne jeg ikke få varmen i mine tær og jeg blev også syg kort tid derefter.
I dag vil jeg ikke en gang bade i en lille sø eller lignende, hvis jeg skal bade skal det være i en brusekabine eller i svømmehallen, takket være schuberts minde.

Forbudt Kærlighed

Jeg tror alle kender det. Den der kildende fornemmelse i maven man ikke kan kontrollere, når en ganske bestemt person går forbi.

I husker sikkert alle teenager årene, skole tiden eller gymnasiet, hvor man forelskede sig. Den kildende fornemmelse i maven der gjorde hverdagen sjovere i mellem lektier og irriterende forældre, den følelse, som fik en til at flyve rundt på en lyserød sky.
Den følelse der fik et smil frem på læberne.
En følelse man for alt i verden ikke vil give væk.



Men på Schuberts Minde er den her følelse forbudt. Der bliver det forventet af dig, at du midt i teenager årene kan kontrollere den her følelse, og skubbe den til side.
Opdager de voksne at du alligevel ikke kan kontrollere den her følelse, eller sågar har noget med den person som du er forelsket i, så falder hammeren, og den falder hårdt.

Her er et eksempel på hvad der skete for mig, da jeg kom sammen med en dreng fra Schuberts Minde;

Jeg havde virkelig angst for hvad der ville ske, jeg havde i forvejen hørt om når folk blev taget i at være forelsket eller komme sammen med en, at der så var kommet rigtig grimme 'konsekvenser' for dem.
Vi holdte kun i hånd og gav hinanden knus, og det kun i smug, for hvem vidste hvad der ville ske hvis vi blev opdaget. Vi havde ingen sex, vi kyssede ikke en gang, det var for os nok med den der boblende fornemmelse i maven, når vi holdte hånd og holdte om hinanden.
Alligevel kom dagen hvor en ung havde sladret og fortalt at vi var sammen. En pædagog kom ned på mit værelse og sagde med sur mine, at jeg skulle sætte mig op i stuen på en stol væk fra de andre, og at jeg ikke måtte tale med nogen.
Jeg spurgte hvorfor, men han sagde bare at jeg skulle bare gøre som jeg fik besked på. Så det gjorde jeg så, men jeg sad og hviskede med en anden pige fra afdelingen, om hvad det kunne være jeg havde gjort, selv om jeg godt nok havde i baghovedet at det nok var det med mit forhold.
Der gik en halv time, så kom min kontaktperson ud fra kontoret og sagde 'kom med'.
Vi gik over på en anden afdeling og jeg blev placeret på en stol på kontoret.
Der sad en voksen overfor mig og den anden stilte sig hen til døren.
'Ja nu venter vi så til [navn] kommer.' Mit hjerte sprang et slag over. Det VAR pga det jeg var blevet slæbt med der over.
Han kom så ind af døren uden nogen anelse om hvad der forgik. Han satte sig ved siden af mig, og så gik det løs.
'så i to er altså kærester' spurgte den ene pædagog. 'i behøver ikke at lyve, vi ved det er sådan det er'. Hun så på mig. 'er du klar over at det er ulovligt at komme sammen med sin bror?' Jeg sagde bare at han ikke var min bror, jeg har nemlig ingen søskende. 'jo [navn] er din bror, ved du at jeg kan melde dig til politiet?' jeg blev lidt nervøs, jeg var jo kun 14 år på det tidspunkt. Så blev det hans tur. 'føj hvor er det dog ulækkert. Tænk at komme sammen med ens søster' sagde hun til ham. Han ignorerede hende bare. Så sagde hun at vi ikke måtte snakke sammen eller være i samme rum, og når vi begge deltog i aktiviteter, så måtte vi ikke være på samme hold, og vi begge fik fodfølge (for dem som ikke ved det, så indebær det at man max har 10 cm mellem en selv og en voksen, man sidder som en bums på den voksne, og skal gå med over alt hvor den person er, man kan ikke sove selv, man har intet privatliv, og jeg personligt følte mig rigtig krænket).

Mine damer og herre, jeg provokere bevidst

Det kunne lige så godt være blevet sagt af Jørn Birk Nielsen, forstander på Schuberts Minde.

"Her handler det ikke om at stryge MED håret."

"Det der skaber forandring det er og yde modstand"

"Du skal have rodet op i dit liv, fordi du spiller efter nogle andre spilleregler end dem JEG spiller efter"

"Hvis børnene ikke kan indgå troværdige aftaler, men gør hvad der passer dem, så etaplere vi fodfølge, og det indebære at barnet så skal gå i 5-10 cm afstand til en voksen, og være sammen med den voksne hele tiden"

"Når vi går til dem på den her måde, så er vi ikke nervøse for, at vi vælter dem"

"Det de skal møde her er nogle mennesker der tør gribe ind og sige hvordan de ser dem"

"Når de træder ind over dørtærskelen så handler det om at der ikke bare skal ske en udvikling hos dem, der skal ske en forvandling

"Mange af de børn som kommer her, er også kendetegnet ved at de ikke rigtig ved hvad der er rigtig og forkert, smukt eller grimt og hvad der er retfærdigt og hvad der er uretfærdigt"

"Hvis man ikke overholder de spilleregler som er for socialt sammenværd, så bliver man hurtigt meldt ud af gruppen"




Samtlige af disse sætninger har Jørn Birk Nielsen sagt i udsendelsen 'kæft trit og knus', jeg syntes det klargør situationen. Børnene der skal ikke forbedres, de skal forvandles til robotter som gør og siger det som de voksne nu vil have dem til, han ser børnene som spillebrikker i hans spil, og hvis de brikker ikke passer sig ind til hans 'spilleregler', så bliver man taget ud af skolen og bliver sat til at arbejde, så man har ro til at 'indpasse' sig.
Man kan heller ikke have sin egen mening om hvad der er smukt og hvad der er grimt, så passer man ikke ind i fældeskabet
Det man skal møde på Schubets Minde, er voksne som tør at tage fat i en, voksne der ikke er hæmmet af hvad der nu gør ondt på børnene, voksne som tør undertrykke børn så meget, at de bare tiger stille når man får af vide at man intet kan og at der intet håb er for at få det lært, voksne uden samvittighed og medfølelse.
Som han selv sagde, så er de ikke bange for om de vælter børnene, og alt den her modstand de giver børnene virker måske på nogle, men på andre gør det hele deres situation være, og jeg høre godt nok nogle få børn sige at de har det godt og at det har hjulpet dem, og derfor tænker jeg ikke længere at man skal lukke stedet helt, men forandringer skal der ske; ny ledelse, nye pædagoger, nye metoder og en fin sutering af hvilke børn som skal have deres behandling og bo på stedet, og måske ikke i flere år.