Donnerstag, 22. Juli 2010

At bekæmpe ild med ild

Ja, i hørte rigtigt. Normalt bekæmper man ild med vand, mere ild ville jo bare gøre branden være, ikke sandt? Dette er logisk tænkning for de fleste, men ikke på Schuberts Minde.



Jeg ved at man kan forbedre situationen for folk med angst/forbier, for nogle kan man sågar helt fjerne det, det er alt sammen et spørgsmål om HVORDAN man gør det.
Jeg f.eks. havde det ikke så godt med mørke da jeg var mindre og boede på schuberts minde. Jeg turde ikke at gå ud med skraldespanden når det var mørkt, og jeg sov med lyset tændt som så mange andre børn gør. Men det skulle schuberts minde nok kurere mig for, de sendte mig simpelthen ud i en mørk skov om natten hvor jeg så skulle gå rundt med en person som jeg ikke var tryg ved. Jeg havde sagt at jeg ikke ville gå med fra starten af, men så sagde de at det ville få 'konsekvenser' plus at jeg ikke kunne lave noget indtil at jeg havde overstået det. Da jeg var tilbage igen, var jeg ødelagt. Det havde ikke hjulpet, det havde forværret situationen, nu skulle ikke bare lyset være tændt, nej døren ud til gangen skulle stå åben før jeg kunne sove.
I dag er jeg 18 år og har intet problem med at sove med lyset slukket da min kæreste sover i samme seng som mig, men jeg må indrømme at min frygt for mørke ikke er gået væk, den er stadig rigtig slem, og jeg tror at hvis Schuberts Minde havde ladet være med, at smide mig hovedkuls ud i mit værste mareridt, hvis de bare havde ladet det gå væk som det nu gør når børn bliver ældre, så havde min situation været bedre i dag.



Jeg har også et andet eksempel. Jeg er ikke så vild med at bade i Vesterhavet da jeg har hørt om hvor mange, der har mistet livet der. Jeg havde egenlig intet problem med at bade andre steder, jeg brød mig bare ikke om de store have. Det irriterede schuberts minde, at når de var ude og bade i vesterhavet, at jeg så ikke gik ret langt ud og badede lige som de andre, så de arrangerede en tur til Vesterhavet en dag sidst i october. Der fik jeg bundet et reb om livet og fik af vide at jeg bare skulle smutte længere ud. Jeg sagde at jeg ikke ville, og da slet ikke når de stod og filmede mig. ( begge situationer ville de filme så jeg bagefter kunne se hvor 'latterlig' jeg var [deres egne ord] ). Men så blev en stor mand så bundet fast i den anden ende og begyndte at vade ud i vandet, men hoppede hurtigt tilbage på stranden da vandet var så koldt, at det mærkedes som nåle der blev stukket i benene . Jeg ville også gå ind på stranden igen da mine føder var begyndt at blive følelsesløse, men jeg fik besked på at gå længere ud, før kunne jeg ikke komme ind. Så begyndte jeg alligevel at gå ind imod stranden, mine føder var virkelig så godt som døde, med så randte manden i den anden ende ud i vandet og rykkede mig med ud igen. Jeg blev rykket ud til livet i det iskolde vand, og manden skyndte sig så langt ind på stranden som muligt, og jeg skyndte mig efter ham.
Efter den her situation kunne jeg først ikke mærke mine føder da jeg kom ind på stranden, følelsen kom igen nogle timer efter og jeg kunne igen gå mere eller mindre normalt. I halvanden uge kunne jeg ikke få varmen i mine tær og jeg blev også syg kort tid derefter.
I dag vil jeg ikke en gang bade i en lille sø eller lignende, hvis jeg skal bade skal det være i en brusekabine eller i svømmehallen, takket være schuberts minde.

Mittwoch, 21. Juli 2010

Forbudt Kærlighed

Jeg tror alle kender det. Den der kildende fornemmelse i maven man ikke kan kontrollere, når en ganske bestemt person går forbi.

I husker sikkert alle teenager årene, skole tiden eller gymnasiet, hvor man forelskede sig. Den kildende fornemmelse i maven der gjorde hverdagen sjovere i mellem lektier og irriterende forældre, den følelse, som fik en til at flyve rundt på en lyserød sky.
Den følelse der fik et smil frem på læberne.
En følelse man for alt i verden ikke vil give væk.



Men på Schuberts Minde er den her følelse forbudt. Der bliver det forventet af dig, at du midt i teenager årene kan kontrollere den her følelse, og skubbe den til side.
Opdager de voksne at du alligevel ikke kan kontrollere den her følelse, eller sågar har noget med den person som du er forelsket i, så falder hammeren, og den falder hårdt.

Her er et eksempel på hvad der skete for mig, da jeg kom sammen med en dreng fra Schuberts Minde;

Jeg havde virkelig angst for hvad der ville ske, jeg havde i forvejen hørt om når folk blev taget i at være forelsket eller komme sammen med en, at der så var kommet rigtig grimme 'konsekvenser' for dem.
Vi holdte kun i hånd og gav hinanden knus, og det kun i smug, for hvem vidste hvad der ville ske hvis vi blev opdaget. Vi havde ingen sex, vi kyssede ikke en gang, det var for os nok med den der boblende fornemmelse i maven, når vi holdte hånd og holdte om hinanden.
Alligevel kom dagen hvor en ung havde sladret og fortalt at vi var sammen. En pædagog kom ned på mit værelse og sagde med sur mine, at jeg skulle sætte mig op i stuen på en stol væk fra de andre, og at jeg ikke måtte tale med nogen.
Jeg spurgte hvorfor, men han sagde bare at jeg skulle bare gøre som jeg fik besked på. Så det gjorde jeg så, men jeg sad og hviskede med en anden pige fra afdelingen, om hvad det kunne være jeg havde gjort, selv om jeg godt nok havde i baghovedet at det nok var det med mit forhold.
Der gik en halv time, så kom min kontaktperson ud fra kontoret og sagde 'kom med'.
Vi gik over på en anden afdeling og jeg blev placeret på en stol på kontoret.
Der sad en voksen overfor mig og den anden stilte sig hen til døren.
'Ja nu venter vi så til [navn] kommer.' Mit hjerte sprang et slag over. Det VAR pga det jeg var blevet slæbt med der over.
Han kom så ind af døren uden nogen anelse om hvad der forgik. Han satte sig ved siden af mig, og så gik det løs.
'så i to er altså kærester' spurgte den ene pædagog. 'i behøver ikke at lyve, vi ved det er sådan det er'. Hun så på mig. 'er du klar over at det er ulovligt at komme sammen med sin bror?' Jeg sagde bare at han ikke var min bror, jeg har nemlig ingen søskende. 'jo [navn] er din bror, ved du at jeg kan melde dig til politiet?' jeg blev lidt nervøs, jeg var jo kun 14 år på det tidspunkt. Så blev det hans tur. 'føj hvor er det dog ulækkert. Tænk at komme sammen med ens søster' sagde hun til ham. Han ignorerede hende bare. Så sagde hun at vi ikke måtte snakke sammen eller være i samme rum, og når vi begge deltog i aktiviteter, så måtte vi ikke være på samme hold, og vi begge fik fodfølge (for dem som ikke ved det, så indebær det at man max har 10 cm mellem en selv og en voksen, man sidder som en bums på den voksne, og skal gå med over alt hvor den person er, man kan ikke sove selv, man har intet privatliv, og jeg personligt følte mig rigtig krænket).

Sonntag, 18. Juli 2010

Mine damer og herre, jeg provokere bevidst



Det kunne lige så godt være blevet sagt af Jørn Birk Nielsen, forstander på Schuberts Minde.

"Her handler det ikke om at stryge MED håret."

"Det der skaber forandring det er og yde modstand"

"Du skal have rodet op i dit liv, fordi du spiller efter nogle andre spilleregler end dem JEG spiller efter"

"Hvis børnene ikke kan indgå troværdige aftaler, men gør hvad der passer dem, så etaplere vi fodfølge, og det indebære at barnet så skal gå i 5-10 cm afstand til en voksen, og være sammen med den voksne hele tiden"

"Når vi går til dem på den her måde, så er vi ikke nervøse for, at vi vælter dem"

"Det de skal møde her er nogle mennesker der tør gribe ind og sige hvordan de ser dem"

"Når de træder ind over dørtærskelen så handler det om at der ikke bare skal ske en udvikling hos dem, der skal ske en forvandling

"Mange af de børn som kommer her, er også kendetegnet ved at de ikke rigtig ved hvad der er rigtig og forkert, smukt eller grimt og hvad der er retfærdigt og hvad der er uretfærdigt"

"Hvis man ikke overholder de spilleregler som er for socialt sammenværd, så bliver man hurtigt meldt ud af gruppen"




Samtlige af disse sætninger har Jørn Birk Nielsen sagt i udsendelsen 'kæft trit og knus', jeg syntes det klargør situationen. Børnene der skal ikke forbedres, de skal forvandles til robotter som gør og siger det som de voksne nu vil have dem til, han ser børnene som spillebrikker i hans spil, og hvis de brikker ikke passer sig ind til hans 'spilleregler', så bliver man taget ud af skolen og bliver sat til at arbejde, så man har ro til at 'indpasse' sig.
Man kan heller ikke have sin egen mening om hvad der er smukt og hvad der er grimt, så passer man ikke ind i fældeskabet
Det man skal møde på Schubets Minde, er voksne som tør at tage fat i en, voksne der ikke er hæmmet af hvad der nu gør ondt på børnene, voksne som tør undertrykke børn så meget, at de bare tiger stille når man får af vide at man intet kan og at der intet håb er for at få det lært, voksne uden samvittighed og medfølelse.
Som han selv sagde, så er de ikke bange for om de vælter børnene, og alt den her modstand de giver børnene virker måske på nogle, men på andre gør det hele deres situation være, og jeg høre godt nok nogle få børn sige at de har det godt og at det har hjulpet dem, og derfor tænker jeg ikke længere at man skal lukke stedet helt, men forandringer skal der ske; ny ledelse, nye pædagoger, nye metoder og en fin sutering af hvilke børn som skal have deres behandling og bo på stedet, og måske ikke i flere år.